Ildebrand afværget af ung datter

Kortslutning i el-installation i lade blev opdaget i tide

Redningsvæsen 9. september 2004 06:00

SKIVUM: To minutter. Så kort var familien Nielsen fra at se en del af deres gård forsvinde i et flammehav i forgårs. Omkring klokken 17 befnder faderen og storebroderen sig ude i marken. De knokler med årets sidste høst. Inde i laden står en maskine og pumper kornene ind i en silo. En gnist opstår ved kontakten. Den sætter en dominoeffekt igang. Få sekunder senere er der ild i kablet, og den breder sig til et tagspær. Inde i malkeafdelingen går moderen Susanne rundt og arbejder overdøvet af larmen fra maskinerne.Uvidende om ulykken, der er under opsejling få meter fra hende. Den eneste, der befinder sig i laden er familiens syv-årige datter, Majbritt. Hun øjner, at noget ikke er som, det bør være. Majbritt Nielsen spæner derefter ud af laden for at hente hjælp. I samme øjeblik er hendes far og storebror lige blevet færdige med høsten. - Det var utroligt heldigt. Havde de været to minutter senere færdige, så tror jeg ikke, at vi kunne have gjort noget, siger moderen, Susanne Nielsen. Faderen bliver gjort opmærksom på situationen. Griber en pulverslukker på en mejertærsker og får slukket den ulmende brand med den. Bagefter når redningsberedskabet frem med fire køretøjer og fjerner enhver fare fra gløder i det letantændelige område. - Branden skyldes en kortslutning i el-installationen måske på grund af overbelastning. Det var derfor godt, at de greb så hurtigt ind, da det kunne have udviklet sig til en lang, storbrand, siger indsatsleder Elo Sørensen. Da dagens helt, Majbritt Nielsen skal lægges i seng flimrer dagens begivenheder foran nethinden. - Hun var stadig helt chokeret. Så vi sørgede for at få talt det igennem, siger Susanne Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...