Ildkugle kom fra meteorsværm

Naturvidenskab 25. oktober 2008 06:00

KØBENHAVN: Den ildkugle, som mange danskere så tirsdag aften, var et lysstærkt stjerneskud fra meteorsværmen Orioniderne. Analyser af de mange indberetninger fra folk, der oplevede fænomenet, har vist, at ildkuglen formentlig passerede Danmark nord for Skagen. Hvis dele af objektet har overlevet turen ned gennem atmosfæren, er de faldet i havet, oplyser Dansk Ildkuglecentral, der er et samarbejde mellem Astronomisk Selskab, Geologisk Museum under Københavns Universitet og Tycho Brahe Planetarium. Meteorsværmen toppede netop tirsdag aften. Orioniderne, der er stumper af Halleys komet, har i år og de to foregående år været usædvanligt aktive. Meteorer - eller stjerneskud - opstår, når små stenklumper med høj fart trænger ind i Jordens atmosfære. På grund af den høje fart bombarderes den indtrængende sten med luftmolekyler, og luften foran stenen presses sammen. Det giver anledning til stor opvarmning, som får luften omkring stenen til at gløde, og denne glød ses fra Jorden som stjerneskud./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...