Ildsjæl drager mod øst
Kulturblæksprutten Henrik Hald ny leder af Samlingshus og hal.
Ø. Brønderslev vil være kulturens højborg. Et vigtigt skridt mod dette mål er ansættelse af den kulturelle blæksprutte Henrik Hald fra Brønderslev som ny daglig leder af Samlingshuset/Østsidehallen. Henrik Hald, der gennem 26 år har været maskinarbejder på Pedershaab Concrete Technologies i Brønderslev, er ny i det nyoprettede job fra 1. maj i år. - Vi har valgt Henrik Hald, fordi han er noget af en kulturel ildsjæl, fortæller formand for Østsidefonden, Birgit Søndergaard. Henrik Hald er i dag aktiv i Den Runde Pavillons Venner og på en række andre områder, når det gælder musik og kultur. Han er således én af idémændene til fejring af Saint Patrick's Day i Brønderslev på lørdag. Henrik Hald indrømmer, at hans hjerte ikke kan være to steder. - Så de poster, jeg har i Brønderslev, er jeg nødt til at trappe ned på et minimum, siger han. Han regner med at fortsætte i bestyrelsen for Den Runde Pavillons Venner på lavt blus. Der er næsten ikke det kulturelle tiltag i Brønderslev, hvor Henrik Hald ikke er at finde. I en periode var han ansat som kulturel blæksprutte i Brønderslev Kommune - et midlertidigt job, dækket af ministerielle penge. Er det Årets Barnestjerne, der bliver arrangeret, Byens Bedste Band eller mange andre kulturelle arrangementer, der arrangeres, er Henrik Hald der. Han er mand for at styre det transportable musikanlæg, som Brønderslev Kommune råder over. Birgit Søndergaard er ikke i tvivl om, at det er den rigtige mand. Der skal nu ansættes en person til at forestå rengøring med mere, fortæller Birgit Søndergaard. Arbejdsgiver for Henrik Hald og den kommende medarbejder bliver Østsidefonden, som er en paraplyorganisation for fire foreninger. Henrik Hald skal selvfølgelig trække kulturelle aktiviteter til Østsidehallen/Samlingshuset. Ø. Brønderslev satser på, at byen skal være andet end Bålhøjfestivalen. Til sommer bliver en ny udgave af den traditionelle sommerfest lanceret. Det er også en nyskabelse. Han skal også forestå udlejningen af Samlingshuset, der kan benyttes til fester med mere. Der bliver et produktionskøkken i tilknytning til Samlingshuset, så de, der lejer Samlingshuset kan selv medbringe kogekone/kok eller få maden udefra. Der var 10 ansøgere til jobbet, som Henrik Hald har fået. Fire ansøgere var til samtale. De to nuværende medarbejdere i Østsidehallen er sagt op.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.