Ildsjæl fortsætter i spidsen for DGI

Birgitte Nielsen fra Aabybro blev lørdag genvalgt som næstformand for landets største breddeidrætsorganisation, DGI.

Birgitte Nielsen er genvalgt som næstformand for DGI.

Birgitte Nielsen er genvalgt som næstformand for DGI.

Birgitte Nielsen har prøvet det meste inden for idrætsverdenen - fra instruktørrollen i Skibsby-Højene IF til medlem af kulturministeriets breddeidrætsudvalg. På DGI's årsmøde blev hun genvalgt til endnu en periode som næstformand i hovedbestyrelsen. Som genvalgt næstformand for DGI vil Birgitte Nielsen prioritere arbejdet med at motivere flere danskere til at røre sig: - Vi ønsker at gøre det nemt for danskerne at dyrke motion i deres hverdag. Det kan vores foreninger bidrage til, men det kræver, at foreningerne hele tiden er omstillingsparate, og tager udgangspunkt i danskernes vaner og behov. Det skal vi sætte fokus på i de kommende år, siger Birgitte Nielsen. Hun understreger, at det er vigtigt, at DGI arbejder for at få at flere danskere til at være aktive, så de lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Flere aktive giver nemlig flere medlemmer i idrætsforeningerne, og det er forudsætningen for at finde flere frivillige og dermed styrke foreningslivet. Birgitte Nielsen har været næstformand i DGI siden 2007 og medlem af DGI's hovedbestyrelse siden 2001. Hun har tidligere været formand for DGI gymnastik i fem år. Foruden næstformandsposten i DGI's hovedbestyrelse, er Birgitte Nielsen medlem af:- Folkeoplysningsudvalget, breddeidrætsudvalget, LOA-fondens bestyrelse, Anti Doping Danmarks bestyrelse og DGI-byens bestyrelse. Birgitte Nielsen er 49 år og fra Aabybro. Til daglig er hun underviser på Aabybro Ungdomsskole.DGI er en breddeidrætsorganisation med mere end 5.000 foreninger, 90.000 frivillige ledere, trænere og instruktører samt mere end 1,5 mio. idrætsaktive.