Ildsjæl nomineret til fornem pris

Merete Fuglsang Hansen er indstillet til fornem pris. Privatfoto
Merete Fuglsang Hansen er indstillet til fornem pris. Privatfoto

Merete Fuglsang Hansen fra Saltum er nomineret til Røde Kors’ frivilligpris, en slags Oscar for frivillige, som Røde Kors kalder Fantastiske Frivillige.

- Prisen er landsdækkende og er for alle frivillige, ikke kun Røde Kors-frivillige, og vi uddeler den i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Roskilde Festival og Coop, fortæller John Engedahl Nissen fra Røde Kors.

Det foregår via en åben nomineringsproces på www.fantastiskefrivillige.dk frem til 1. november. Herefter udvælger en jury 10 finalister, og vinderen blandt disse kåres så til en konference, Røde Kors holder i København, den 30. november.

Det er altså stadig muligt at nominere frivillige frem til 1. november via hjemmesiden.

Merete Fuglsang Hansen er frivillig i Grupperådet ved KFUM-spejderne i Saltum, hvor hun, med sit lyse sind, spreder en masse begejstring og energi. KFUM spejderne i Saltum tæller godt 60 medlemmer i alderen fra seks år og opefter, hedder det blandt andet i indstillingen.

- Saltum-spejderne har til huse ved Nols Sø i et ældre hus, som trænger til en modernisering. Merete Fuglsang Hansen er skarp med pen og papir (eller tastatur og pc), hvor hun udarbejder den ene ansøgning efter den anden til fonde, således gruppen har modtaget flere donationer. Det betyder at spejder gruppen har en sund økonomi, som gør det muligt for lederne at lave godt spejderarbejde. Lige nu arbejder gruppen på at få nyt køkken, hvilket Merete Fuglsang Hansen naturligvis er meget involveret i.

- Merete Fuglsang Hansen har et fantastisk overblik og kommer gerne med alternative ideer, som også involverer andre foreninger og lokalsamfundet. Hun er fantastisk til at motivere, men også til at anerkende. En helt igennem rigtig ildsjæl, som på alle måder fortjener denne titel, fremgår det af indstillingen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden