Aså

Ildsjæl tager nye kegler

Asaa Billardklubs formand stopper på toppen - nu skal kræfterne bruges på et projekt med motion for senhjerneskadede

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lars Lindholm fra elitedivisionen i kamp.

ASAA:Efter 28 år som formand for Asaa Billardklub stopper Johnny Sort Jensen, når klubben har generalforsamling 15. marts, og tidspunktet finder han velvalgt af flere årsager.

- Jeg stopper på toppen, smiler Johnny, og understreger hurtigt, at klubbens store succes er takket være en fantastisk holdindsats, hvor han selv har været manden til at trække i trådene.

Asaa Billardklub opstod i 1972, og da Johnny overtog formandskasketten var der 20 medlemmer og to turneringshold.

Nu er der 140 medlemmer og tilmeldt 20 hold, så sammenholdt med individuelle turneringer og en stribe stævner er der rigtig megen aktivitet i Asaa Billardklub.

- Sidste år kørte klubbens medlemmer i alt 40.000 kilometer til udenbys turneringen og stævner, og i Asaa har vi igennem hele sæsonen rigtig mange kampe i vores fantastiske lokaler på i alt 450 kvadratmeter, siger billardformanden.

- Klubben har været igennem en helt fantastisk udvikling, og ikke mindst sportsligt er vi på toppen og med i landets bedste række.

Plads til alle

Johnny Sort Jensen pointerer imidlertid kraftigt, at det sociale spiller en meget stor rolle i klubben.

- Her er plads til alle, uanset hvilket niveau man spiller på, og klubben er helt og aldeles baseret på, at alle er ulønnede. Så vi er amatører i ordets bedste betydning.

Den eneste snert af betaling går til spillerne på Elitedivisionsholdet, der får betalt transport og ophold i forbindelse med udekampe.

Johnny Sort Jensen er to gange blevet kåret til Årets Leder i dansk billard, ligesom han af Jysk Billard er blevet Årets Spiller.

Byens samlingspunkt

Alligevel betragter han det sociale liv med og i klubben som det væsentligste, og at man for længst har fået aflivet myten om, at billard og øl hører sammen.

- Igennem mange år brugte byens dagplejere vores klublokaler, og nu er der åbnet op for, at også andre foreninger kan benytte stedet, hvilket for alvor er med til at skabe liv i Asaa.

- Klubben er et rigtig godt samlingspunkt, og blandt andet er vi stolte over at have 25 piger blandt vores medlemmer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.