EMNER

Ildsjæle, der brænder for Jerslev

Borgerforeningen kan sammen med borgerne i Jerslev glæde sig over en stribe lokale succeshistorier

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jubilæumsfesten lørdag byder på udstilling af billeder fra Jerslev gennem 100 år. Receptionen holdes i forskolen, og der er gratis kaffe og rundstykker til gæsterne. Foto: Kurt Bering

JERSLEV:Borgerforeningen i Jerslev fejrer 100-års fødselsdag. Og foreningen har spillet en aktiv rolle for Jerslevs udvikling – dengang som nu. I nyere tid kan en ny bymidte og udsigt til en nyrenoveret forskole skrives på listen over byens succeshistorier. Det lokale løft er ikke kommet af sig selv. Folkene i borgerforeningen har taget et langt, sejt træk, der har krævet både vedholdenhed og tålmodighed. Og vejen fra ide til færdigt resultat har været lang. – Men det ved vi heldigvis ikke, når vi går i gang, og det er godt nok, smiler Kaja Rosenvinge, der har været med i bestyrelsen i 19 år. – Derfor kæmper vi. – Og det trælse slid er altid kombineret med et godt grin – det binder os sammen, tilføjer hun. Nye ideer på vej Byen afslutter et vigtigt kapitel i byens historie med byfornyelse og renovering af forskole. Og de lokale ildsjæle brænder videre for byen. For bestyrelsen forventer som en selvfølge, at der fødes nye lokale ideer, der skal hjælpes på vej. – Der skal nok dukke nye ideer op. Det har der gjort hidtil, så hvorfor skulle det ændre sig, spørger Mona Fuglsang, der har været bestyrelsesmedlem i 18 år. – Sparekassens nye fond er en stor gave til området. Hvis man finder en god ide og kan få fonden med på ideen, så er pengene der, siger Kurt Bering og lader hermed forstå, at manglende penge ofte er den gode ides værste fjende. Kurt Bering er med 22 år i bestyrelsen nestor – heraf har de 21 år været som formand. Og han glæder sig sammen med byen til, at multihuset i Jerslev er en realitet. – Det bliver en skøn opgave at få alle brugerne af huset til at arbejde endnu mere sammen. Kurt Bering understreger, at borgerforeningens succes bygger på et godt og solidt netværk og et uvurderligt samarbejde med byens øvrige foreninger. – Og når vi arrangerer noget, har vi flere, der tilbyder deres hjælp – netværket er pænt stort, siger Kaja Rosenvinge. Byens stod bag Jerslev-folkene greb i sin tid et udspil fra kommunen, der hed Næste træk er dit. Og dette arbejde førte til den ny bymidte og løft til forskolen. – Dengang var byen samlet om at lave et kæmpe stykke arbejde, siger Kaja Rosenvinge. – Havde vi ikke været med dengang, er det ikke til at vide, hvor langt vi var kommet i dag, tilføjer Kurt Bering. – Hele byen bakkede op om projekt Næste træk er dit. En masse arbejdsgrupper sendte forslag til en ny kommuneplanrevision. De blev vist forskrækkede oppe på rådhuset – Jerslev var eneste by, de fik noget fra, siger Kurt Bering. I et år arbejde en kommunal medarbejder med ideerne, men mange ideer løb dengang ud i sandet på grund af manglende økonomi. En ansøgning om byfornyelse blev afslået. Men fem år senere blev projektet genfremsat. Og så blev pengekassen åbnet. Aktiviteter for alle Borgerforeningens frontkæmpere fortæller, at der ikke i nyere tid været problemer med at få folk til at lægge frivillig arbejdskraft i bestyrelsesarbejdet. – Vi har altid kunnet finde nye bestyrelsesmedlemmer, fortæller Kurt Bering, der dog ganske godt husker, hvordan man for år tilbage måtte bevæbne sig med overtalelsesevne og telefon, når nye folk skulle trækkes ind i arbejdet. Gennem alle årene har borgerforeningen været med til at skabe liv og forbedringer for både børn og voksne i lokalsamfundet. Og foreningens fyrtårn er ubetinget den årlige kunstudstilling i hallen. En begivenhed, der hvert år tiltrækker kunstinteresserede fra hele landsdelen og har sat den bette by på landkortet. – Det har også været et kæmpeløft for foreningen og byen at komme på nettet, siger Kaja Rosenvinge. Købmand Preben Svendsen bestyrer hjemmesiden, og skriver om og tager billeder af store og små lokale begivenheder. – Det skal han have meget ros for, siger Kaja, der i samme åndedrag roser – og driller – formanden. – Også ros til Kurt. Vi har godt nok tit snakket om at vælte ham, men vi kan ikke tage os sammen til det, griner Kaja.