Film

Ildsjæle skal stimuleres

Søren Christensen. Arkivfoto: Lars Pauli

Søren Christensen. Arkivfoto: Lars Pauli

VESTHIMMERLAND:Rundt om i landdistrikterne i Vesthimmerland går der en række ildsjæle rundt som ser muligheder frem for begrænsninger og derigennem er med til at udvikle landdistrikter. Det vil landsbyudvalget i Vesthimmerland gerne være med til at støtte op om og viser derfor film rundt omkring i de fire hovedbyer. Visning af filmen ”Når ildsjæle går i gang…” skal inspirere ildsjæle, projektmagere og andre interesserede til endnu flere projekter. ”Når ildsjæle går i gang…” er historien om hvordan 13 mio. blev til 236 mio. til udviklingsprojekter i Nordjylland Vest. Det er historien om, hvor meget der kan lade sig gøre, når ildsjælenes visioner og engagement, vedholdenhed og indsats folder sig ud. De 13 mio. kom fra EU's Leader+ program, som Søren Christensen var koordinator for i aktionsgruppen Nordjylland-Vest. På baggrund af erfaringerne med Leader+ midlerne producerede Søren Christensen en bog og en film om nogle af projekterne, begge med titlen ”Når ildsjæle går i gang…”. Formand for landsbyudvalget Asger Andersen siger, at fleste nok på en eller anden måde været i berøring med et af resultaterne fra Leader+ midlerne. - Da Søren Christensen tilbød Landsbyudvalget at afholde disse arrangementer slog vi straks til. Vi håber, at vi dermed kan sætte gang i forberedelserne rundt omkring midt i vinterkulden, og se en række spændende projektidéer til foråret. De vigtigste ingredienser til landdistriktsudvikling er det lokale engagement og initiativ – og det prøver vi så puste lidt til, siger Asger Andersen. Arrangementerne afholdes man mandag 19. januar i Aars Teaterbio, tirsdag 20. januar i Løgstør Bio, mandag 26. januar på Knaber-scenen i Aalestrup og torsdag 29. januar i Thit-salen i Farsø Arrangementerne er gratis og Landsbyudvalget er vært for en øl/vand efter filmen.