Illegale "drømmere" kan igen bede om lov til at blive i USA

Et program, som Obama indførte, lod en gruppe på cirka 800.000 unge illegale indvandrere blive lovligt i USA.

Politik 14. januar 2018 14:35 - Opdateret 14. januar 2018 18:58

Illegale indvandrere, som ikke var myndige, da de kom til USA, kan igen bede om beskyttelse fra et særligt program, så de kan få lov at studere og arbejde i landet i en periode.


Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt New York Times.


Programmet, Deferred Action of Childhood Arrivals (Daca), blev indført af den tidligere præsident Barack Obama i 2012.


Det skete, efter at Kongressen havde stoppet et forslag om at give de cirka 800.000 unge lovligt ophold i USA.


Daca gjorde det muligt for dem at blive og uddanne sig i USA. Men kun for to år ad gangen. Så skulle tilladelsen fornys igen.


Gruppen bliver kaldt "dreamers" - drømmere på dansk.


Men efter at Donald Trump kom til magten, tilbagekaldte hans regering programmet. Daca var ikke forankret i amerikansk lov, sagde justitsminister Jeff Sessions i september.


Beslutningen om igen at lade drømmerne anmode om beskyttelse kommer, fire dage efter at en dommer midlertidigt blokerede præsident Donald Trumps beslutning om at opsige Daca-programmet.


I øjeblikket diskuterer Kongressen, hvorvidt der skal skrives ny lovgivning, så de 800.000 illegale invandrere kan få lovligt ophold.


/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...