Film

Illegale indvandrere på teater

"Den gyldne drage" har premiere fredag, og instruktøren kalder det politisk teater i moderne form

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I løbet af forestillingen spiller de fem medvirkende skuespillere 17 roller i 48 scener. Ung spiller gammel, mænd spiller kvinder. Og omvendt. Skiftet sker ved, at skuespillerne blot tager et enkelt nyt klædningsstykke på, f.eks. et tørklæde om halse

Den hvide container står på scenen og er lukket forsvarligt. Da teaterfolkene åbner metallågerne med de knirkende hængsler, er det ikke varer, der åbenbarer sig. Containeren er fyldt med en flok illegale immigranter. Aalborg Teaters Lille Scene er sat til forestillingen "Den gyldne drage", hvor omdrejningspunktet er en thai-vietnam-kina-grillrestaurant af samme navn. Handlingen udspiller sig i ét og samme hus i en by et sted i Europa, hvor restauranten "Den gyldne drage" ligger i stueetagen side om side med en kiosk. På etagerne oven over bor alle forestillingens øvrige karakterer: En gammel mand, der gerne vil være ung, et ungt par med et meget gammelt problem, en mand hvis kone for nylig har forladt ham. Desuden møder publikum også to stewardesser, som er gæster i restauranten. Parallelt med alle disse historier er et mere poetisk lag med en forrådssamlende myre og en dansende græshoppe, der ender med at transformere sig til henholdsvis en kioskejer og en prostitueret. I restauranten "Den gyldne drage" arbejder fem illegale indvandrere - asiater af forskellig nationalitet, som knokler løs med at lave eksotisk mad til kunderne. Men den nye unge kinesiske køkkenmedhjælper døjer med en voldsom tandpine, og det bliver hans skæbne. Tanden gør mere og mere ondt, og han tør ikke gå til tandlæge af frygt for at blive udvist. Derfor må kollegerne hive tanden ud med en rusten rørtang. Men den unge mand forbløder og dør. - Stykket handler om illegale immigranter, lovløse individer, som jo er mennesker, der befinder sig i en desperat situation. De har betalt mange penge for at komme til et andet land, og der, hvor de nu er havnet, er der heller ingen fremtid, for de eksisterer ikke. De kan heller ikke tage hjem, for i hjemlandet skylder de nogle mennesker en masse penge. Derfor har de illegale immigranter nogle frygtelige livsvilkår, og det er den problematik, stykket tager fat i, forklarer Thomas Bendixen, instruktør på "Den gyldne drage" og tilføjer: - Men i forestillingen vil jeg også gerne sætte lys på os selv og vores eget liv samt den sammensmeltning, der opstår imellem de to grupper. Stykkets form er kalejdoskopisk, så ud over dramaet i køkkenet præsenteres publikum for husets øvrige beboere og deres historier. - Lidt ligesom "Huset på Christianshavn", hvor "Rottehullet" er omdrejningspunktet. I vores forestilling er det restauranten, der er rammen, konstaterer iscenesætteren, der også fortæller, at scenografien er meget minimalistisk og overvejende holdt i hvidt ud fra den intention, at publikum selv skal skabe billederne. Nærmest en teaterleg "Den gyldne drage" er skrevet af den tyske forfatter Roland Schimmelpfennig og er en slags teaterleg, hvor fem skuespillere har 17 roller i 48 scener. Ung spiller gammel, mænd spiller kvinder. Og omvendt. Skiftet sker ved, at skuespillerne blot tager en kjole, en skjorte eller en hue på. Eller har en rekvisit som f.eks. en kuffert i hånden. En anden effekt er, at skuespillerne i glimt sætter sig ud over rollerne og henvender sig direkte til publikum. - Det vigtigste, kunsten kan, er at stille spørgsmål, og det gør vi i denne forestilling. Det her er politisk teater, men det er i en moderne form, så det er ikke moraliserende, og stykket giver ingen svar. - Vi har jo også illegale immigranter i Danmark, og vi har kvinder, der er handlede. Begge problematikker er med i "Den Gyldne Drage". De problemer, der er i den tredje verdens lande, gør, at folk flygter hertil, selv om det er under fuldstændig vanvittige vilkår, og der er en kæmpe desperation. Nogle kommer jo i en container, som den vi har her på Lille Scene. Andre kommer i både. Nogle overlever, andre gør ikke. - Jeg mener, at stykket er interessant, fordi jeg tror, at vi alle sammen i denne her globalisering er i et skisma. Skal vi fortrænge alt det, der sker omkring os - alle de problemer der er i de andre lande - eller er vi en del af det? Er vi ikke nødt til at kunne rumme det på et eller andet plan? Hedder det dem og os, eller er vi alle sammen ved at blive ét? Og hele den grænsedeling, der har været, er den ved at gå i opløsning, og hvad betyder det for os alle sammen? Og hænger jeg sammen med denne her skæbne for en illegal immigrant, eller gør jeg ikke? Disse er nogle af mange spørgsmål, som Thomas Bendixen håber vil vække nogle tanker hos publikum. fakta Forestillingen har premiere på Aalborg Teaters Lille Scene fredag 18. november og spiller indtil 17. december. Medvirkende: Amalie Dollerup, Marianne Høgsbro, Mads R. Brolin-Tani, Andreas Jebro og Lars Lohmann. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Jonas Fly Filbert. Forfatter: Roland Schimmelphennig. Oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led.