Imam på glidebane

For nogen lyder det måske som en drøm at kunne indgå ægteskab med op til fire koner.

Kristian Pihl Lorentzen

Kristian Pihl Lorentzen

For andre lyder det som et mareridt - bl.a. fordi der følger fire svigermødre med i købet. Endelig er der dem, som bruger religionen islam til at forsvare flerkoneri og andre middelalderlige skikke, der overhovedet ikke hører hjemme på vore breddegrader. En af dem er den danskfødte konvertit og imam Abdul Wahid Pedersen, der ellers af mange er blevet betragtet som en forholdsvis moderat imam med et venligt ansigt. Jeg finder det absurd, at en belæst mand med rødder i dansk kultur formaster sig til at komme med sådan en gang vrøvl. Flerkoneri er i klar modstrid med den danske straffelov og dansk kultur. Imamens mærkværdige melding viser, at vi hele tiden skal være på vagt over for misforstået tolerance. Her til lands er det Grundloven, der danner rammerne om vort samfund, frihed og folkestyre. Vi skal ikke ligge under for religiøse forskrifter, der stammer fra en for længst svunden tid i ørkensandet. Vi skal absolut være tolerante over for andre. Og vi skal værne om religionsfriheden. Men det betyder slet ikke, at vi skal give køb på vore grundlæggende værdier såsom ligestilling mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed samt respekt for loven og folkestyret. Tolerance går begge veje. Udefrakommende har ubetinget pligt til at respektere vores kultur og vore love. Islamister er - i modsætning til moderate og integrationsvillige muslimer - ude på at lave en uacceptabel sammenblanding af religion og politik. For dem smelter det hele sammen i ét. Vi skal derfor sige det ligeud til islamister og forstokkede imamer: Der er love, værdier og normer, som vi aldrig vil gå på kompromis med. Der er hårdt brug for en debat om, hvilke værdier vi aldrig vil give køb på i vort samfund. Ellers risikerer vi at komme ud på en farlig glidebane, hvor vores dyrebare frihed og frisind trædes under fode i naivitet og misforstået iver efter at imødekomme middelalderlige religiøse skikke og fordomme. Imam Pedersen er allerede på vej ned ad denne glidebane.