IMF-chef: Økonomien på vej mod laveste vækst i knap et årti

Handelskonflikter koster den globale økonomi et beløb svarende til den schweiziske økonomi, advarer IMF-chef.

Handelskonflikter har sine omkostninger for verdensøkonomien, siger den nye IMF-chef i sin første tale tirsdag.

Handelskonflikter har sine omkostninger for verdensøkonomien, siger den nye IMF-chef i sin første tale tirsdag.

WASHINGTON: Den nye chef for Den Internationale Valutafond (IMF), Kristalina Georgieva, havde tirsdag ikke opløftende nyt med i sin første officielle tale.

Den globale økonomi er nemlig på vej mod den laveste vækst i tæt på et årti, advarer hun tirsdag.

- I 2019 forventer vi en langsommere vækst i tæt på 90 procent af verden. Den globale økonomi er nu i en synkroniseret tilbagegang, siger den nye IMF-chef ifølge nyhedsbureauet AFP i talen.

Hun advarer samtidig om, at hvis handelskonflikter ikke løses og der ikke gøres noget for at styrke den økonomiske vækst, kan opbremsningen udvikle sig til det værre.

- Vi bremser op, vi stopper ikke, og det er ikke så slemt. Men hvis vi ikke gør noget nu, risikerer vi en potentielt mere massiv tilbagegang, advarer hun.

Hvis en såkaldt synkroniseret tilbagegang i verdensøkonomien bliver forværret, kan verden få brug for en synkroniseret indsats i lighed med de hjælpepakker, der blev taget i brug under finanskrisen i 2008-2009, siger IMF-chefen.

Hun peger også på, at der hidtil har været talt om, at handelskonflikter udgør en fare for økonomien. Nu kan økonomerne se, at handelsstridighederne "faktisk har sine omkostninger", siger Georgieva.

Effekten af handelskonflikter kan medføre et tab i verdensøkonomien på omkring 700 milliarder dollar eller omkring 0,8 procent af verdens samlede bnp.

Beløbet svarer til hele Schweiz' økonomi og er langt højere, end IMF hidtil har vurderet, siger Georgieva.

Det, der især koster, er handelskonflikternes afledte konsekvenser såsom mindsket tillid og reaktionerne på finansmarkederne.

- Resultaterne er tydelige. Alle taber i en handelskrig, siger hun.

Særligt den amerikanske præsident Donald Trumps handelskrig med Kina – der involverer ekstra told for mange milliarder dollar - har fået meget opmærksomhed.

Men der er flere andre skadelige handelskonflikter, minder Georgieva om.

Valutafonden sænkede i juli sine forventninger til årets vækst i den globale økonomi til 3,2 procent i år og 3,5 procent næste år. Det skøn står nu til at blive sænket igen.

I den næste prognose, som kommer 15. oktober, vil skønnet nemlig blive nedjusteret, siger Kristalina Georgieva ifølge Bloomberg News i talen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst