Udland

IMF til eurolandene: Tag jer sammen

Den Internationale Valutafond udfordrer Tyskland og eurolandene med konkrete anbefalinger til at redde euroen.

IMF til eurolandene: Tag jer sammen

Chefen for Den Internationale Valutafond, IMF's Christine Lagarde, havde en konkret, skrap ønskeliste med, da hun torsdag var gæst på et møde blandt de 17 eurolandes økonomi- og finansministre i Luxembourg.

Flere af Lagardes klare anbefalinger til eurozonen er åbne udfordringer til Tysklands hidtidige afvisning af i langt højere grad at bygge et system, hvor eurolandene automatisk hæfter for hinandens gæld.

Lagarde lagde på et pressemøde efter mødet ud med en kort analyse, hvor hun konstaterede, at der er "øget spænding og akut stress i både banker og i forhold til statsobligationer i euroområdet".

- Med det i baghovedet mener IMF, at der er brug for et beslutsomt og kraftfuldt skridt mod en fuldstændig europæisk valutaunion for at genskabe tilliden til systemet.

- Som vi ser det, er der i øjeblikket tvivl om hele det europæiske valutasystems levedygtighed, sagde Lagarde, før hun præsenterede tre langsigtede principper og tre mere akutte handlinger for eurozonen.

Blandt de langsigtede principper er opfordringer til, at eurolandene danner en egentlig bankunion og finanspolitisk union.

Det betyder, at landene ikke bare skal samordne deres politik, men at deres banker for eksempel også lave et system med en fælles indlånsgaranti, så en opsparing indsat på en konto i en græsk bank er garanteret af banker i alle eurolande.

Det er en idé, eurozonens suverænt mest velpolstrede land, Tyskland, hidtil har været imod. Ligesom Tyskland er imod en anden af Lagardes kerneanbefalinger, oprettelsen af fælles euroobligationer, der vil betyde, at alle eurolande bliver fælles om deres gæld.

EU's økonomikommissær Olli Rehn erklærer sig "i det store hele enig i IMF's konklusioner" og pointerer, at EU-kommissionen allerede har fremsat forslag om det meste.

Mens Jean-Claude Juncker, der leder forsamlingen af de 17 eurolandes økonomi- og finansministre, flere gange gled af på spørgsmål om, hvorvidt eurogruppen støtter anbefalingerne.

/ritzau/