Imponerende videokunst

Bøger kan bruges til meget andet end at læse i

HIRTSHALS:Det kan godt være, at bøger giver vitaminer til hovedet. Men det var næppe den form for kreativitet og inspiration, der blev udvist ved filmfestivalen i Hirtshals, som bogkæden bag sloganet oprindeligt havde forestillet sig. For her blev bøgerne både brændt, kastet ind i en mur, skyllet ud i toilettet og en bog begik sågar selvmord. Det var bare et lille udsnit af begivenhederne i de eksperimenterende videoer, som en række elever fra kommunens skoler havde bidraget med til den første filmfestival i Hirtshals. De 30 kortfilm, der alle havde bøger som tema, blev vist på storskærm i en fyldt sal på Nordsøcentret. Først bød både idemanden bag projektet Carsten Schmidt-Olsen og børne- og kulturudvalgsformand Ole Albæk velkommen. - Normalt har folk ellers den opfattelse, at noget så sprælsk som video og kunst ikke kan finde sted nord for Aalborg, men det her er beviset og lad det ikke blive det sidste, sagde Ole Albæk. Kreativiteten var stor hos de unge videokunstnere. Bøgerne kom både i himlen, blev gjort levende og begravet, faldt som domino-brikker og blev brugt som slagvåben for blot at nævne nogle af videoprojekterne. Biblioteket kunne også glæde sig en lille reklamevideo, hvor der blev vist klip fra alle de steder, hvor man kan læse en bog og afsluttet med ordene: "Bøger skal ikke kun læses i skolen". - Jeg er imponeret over, hvad eleverne har præsteret, men der kommer resultater ud af det, hvis man tager de unge seriøst, mente en glad Carsten Schmidt-Olsen. Kunstneren Mogens Otto Nielsen var overdommer, og hun kunne overrække både statuette og biografbilletter til vinderne Helene Rosenfeldt Jespersen, Maiken Baun Thomsen, Brandur Joensen, Karina Ørum og Henrik Sørensen fra 10.x på Hirtshals Skole. De havde lavet filmen "De mystiske bøger", hvor en stak bøger først flyver ind af et åbent vindue og lægger sig til rette på katederet, hvorefter de ligesom små fugle flyver ud i verden igen. - Vores ide var at fortælle historien om, at man fik flere bøger i løbet af skoletiden. Man lærer noget og bliver klogere, men man bliver også træt af skolen, og derfor skulle bøgerne flyve ud igen, fortalte Helene og Maiken.