Ind i hovedet på en taber

Det er Mads Mikkelsens film. Det er hans skikkelse og hans spil, der bærer den igennem fra først til sidst, og det er hans personlige udstråling og hans meget specielle, stærkt autentiske spil, der gør den til den pågående, vedkommende og foruroligende oplevelse, den er.

Nicolas Winding Refn er filmens instruktør og skaber. Det var ham, der lavede den første "Pusher", en rå, stærkt voldelig historie om livet som lille pusher i Vesterbros barske lyssky miljøer. Her var Mads Mikkelsen også med i en af sine første roller på film, og allerede dér bemærkelsesværdig i sin skildring af den mishandlede dreng, nu mand, chanceløs i en verden, der køres af de kloge, tjekkede. Også her spillede han Tonny, hjælper for Frank, Kim Bodnias hovedrolle. I "Pusher II" er Bodnia ikke til stede - han nævnes kun som forsvundet - og Tonny kommer ud af spjældet i filmens start. Glad for friheden, længselsfuld efter at komme hjem til den tryghed, han søger i miljøet og fuld af usikkerhed over for en fremtid, der kan blive meget svær at finde. Denne "Pusher" er ikke en voldelig, rå, voldsom actionfilm, som den første var det. "Pusher II" går indad, både hos os i salen og indad i hovedet og livet på sin hovedperson. Det er en smertefuld rejse, for Tonny er helt klart et offer for sit eget liv, i fuld fart på vej nedad. Og der er ingen hjælp at hente. Leif Sylvester spiller filmens anden store rolle som Tonnys far. "Smeden" hedder han, og han styrer et stort værksted på Københavns Sydhavn, der kan andet end at reparere biler. Herfra styrer han et netværk af kriminalitet. Det er ikke en fartype, der har det med at lægge armen om sønnens skulder og give ham et varmt klem. Han har forlængst opgivet Tonny som et fjols, en taber og en belastning. Og i øvrigt har han sit eget hyr med ny kone og nyt barn. Det er det skærende misforhold mellem sønnens hundeagtigt hengivne tilbedelse og konstante kamp for at få sin fars anerkendelse - og så faderens tilintetgørende, hadefulde foragt og ligegyldighed, der er historiens akse. Leif Sylvester kommer ikke 100 pct. igennem med sin rolle. Han er god til det rå, kolde, men han mister trroværdighed et par steder, hvor replikkerne bliver til klumper i munden på ham. Det sker også lidt for mange andre steder i filmen, som Nicolas Winding Refn har gjort en del ud af at rollebesætte med folk fra miljøet, formentlig for at opnå autencitet. Det knækker, når der skal spilles skuespil. F. eks. går det helt galt i filmens indledningsscene, hvor Tonnys cellekammerat bliver sat til at filosofere eksistentielt langt ud over kanten for det sandsynlige. Til gengæld betyder det, at hele filmens kraft koncentreres i Mads Mikkelsens figur og dermed i hans enorme evne til simpel tilstedeværelse og overraskende replikudviklinger. Han får fuldt spillerum, og han kan bære det. Der er ganske pragtfulde scener, der midt i al deres elendighed løfter sig op i mindeværdige højder. Som i den grumme scene, hvor Tonny vil fyre den af sammen med to ludere. En scene, der sætter nye standarder for den mest følsomme situation mellem mennesker. Eller scenen, hvor han første gang rigtig møder det barn, der påstås at være hans, sammen med moderen, som spilles iskoldt godt af Anne Sørensen. Endnu et chokerende møde med et skjold af forråelse, lagt ind mellem personen og verden ud fra den simple forståelse, at man kan lige så godt såre først. Man vil under alle omstændigheder blive såret selv. Det handler om en kriminel tilværelse, hvis forudsætning er en egoisme så voldsom, at der ikke er andet at stole på. Og her, i Tonnys fuldkommen udsigtsløse situation, dumper så den lille, rødnæsede, flyverdragtudstoppede unge ned, som de nu påstår er hans. Det åbner en ny dør i hans mareridtsliv. Ikke udad, men endnu længere indad. Det er filmens rå berettigelse, at den ikke kører med klicheen, men snarere viser, hvor den kommer fra. Og i den forståelse bliver den til et af de ærligste forsøg, jeg har set, på at fortælle om at være menneske i det hårde tabermiljø. Tonny flytter ind i sætter sig fast i bevidsthedens mærkelige bibliotek om alt det, vores menneskeverden er lavet af.