Ind til det enkle

"Submarino"

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

patricia schumann som den gavmilde og kærlighedssøgende Sofie.

Når alt det andet er væk, er der stadig kærligheden tilbage, som et sår, der ikke vil læge. Kærligheden fra engang, da alting var nyt og åbent. Det er den helt enkle historie i Thomas Vinterbergs nye film med den trusselstunge titel "Submarino" - et begreb, der også kaldes "moderat fysisk pres" når det er "os", der bruger det. Vandtortur og waterboarding er andre ord - og intet af det forekommer i filmen i sin direkte form. Men så meget mere i filmens skæbnebundne følelse af social og menneskelig klaustrofobi og prisgivethed. Thomas Vinterberg er en stærk billedkunstner og en uhyggeligt dygtig formidler af dårlige forventninger. Dem er der al mulig grund til at nære allerede i det allerførste billede - et nærbillede af en smuk, glad baby, der kærtegnes af en møgbeskidt drengehånd med sorte, nedbidte negle. Storebror Nik og hans lidt yngre lillebror passer den nye baby, mens mor er ude på vanvidsdruk og misbrug som sædvanlig. Det er chokerende billeder, der skaber følelsen af magtesløst vidne i os - tænder lysten til at gribe ind, advare, hjælpe og beskytte. Men det kan vi jo ikke. Det er tragedie fra første øjeblik, og derfra bliver det kun værre. Ca. 15 år senere møder vi Nik igen. Jernskubbende, overtatoveret, guldølsdrikkende herberg-beboer i Nordvest, forpint, fortvivlet, fornedret og for nylig ude af fængslet. Jakob Cedergren spiller ham, tung, udtryksløs, indadvendt, men også med en krop og et blik, der kun lige akkurat kan skjule den latente aggression, som kun kræver ganske lidt udfordring for at blive udløst. En man træder til side for og undgår øjenkontakt med. Vi følger hans hverdag, som består af småsammenstød med andre tabere på herberget og sex med Sofie, der er både gavmild og længselsfuld med sin krop. Og af og til en tavs opringning til et nummer, noteret på en værtshusregning. Men lidt efter lidt lirkes vi ind i hans historie - et brudt kærlighedsforhold til Ana, som valgte abort og afsked i stedet for at tro på hans glæde. Vi hører om det gennem hans gensyn med hendes ekstremt overvægtige bror, der igen maser sig ind under hans beskyttelse - endnu et rigtig dårligt valg, han træffer. For den fede serbiske outsider er i den grad bad news. Historien udvikler sig herfra voldsomt - der tændes små håb, åbnes muligheder på klem, og der bliver plads til en sort, sørgelig humor på trods, mens alt går helt, helt galt. Og så skifter filmen med ét stort forvirrende hug sit fokus: En helt anden person tager pladsen som hovedrollespiller, en helt anden skæbne åbner sin gruopvækkende virkelighed for os. Hans lillebrors, bliver vi hurtigt klar over. En lillebror, som er gået endnu værre for. Han er nu heroinmisbruger på den yderste kant, kun holdt i live af sin kærlighed til den lille seksårige søn, Martin, som tvinger ham til at holde fast i livet med forventningsløs desperation. Så helt afgjort på lånt tid. Kunstfærdigt folder filmen sig ud og viser via en række tilfældige fikspunkter, hvordan de to brødres forløb er parallelle i tid og udvikling, hvordan de som styret af en kold, lattermild gud føres forbi hinanden, så deres skæbner kan fuldbyrdes, uden at de kan komme hinanden til undsætning eller bare få forløst deres gensidige længsel. Næsten mirakuløst ender filmen alligevel med en slags håb, men et meget spinkelt håb, som vil blive forpasset og tabt næste gang en der skal vælges vej videre i labyrinten. For det er nemlig filmens tunge, enkle budskab til os: der er ikke håb for de fortabte. Der er to ærgerlige ting at sige: Rollen som Ivan, den serbiske flygtning, er ikke godt castet. Martin Rose har godt nok fysikken og kan også spille, men hans forsøg på at tale som en indvandrer falder ynkeligt ud. Det er synd, og det generer. Og så er det da helt ubehjælpsomt, at filmen ikke kan skabe illusionen om en amputeret hånd bedre. Det er dumt, at oplevelsen af filmen skal brydes af sådan en teknisk detalje, når nu den har så meget godt med sig - som f.eks. virkelig bevægende spil af børn og unge, en sej, underbelyst humor fra pushermiljøet på Vesterbro og præsentationen af et stærkt nyt ansigt og navn i Peter Plaugborg som Niks lillebror. Og det kan ikke ødelægge hovedoplevelsen: Det er film i høj klasse, og måske første gang siden "Festen", det virkelig lykkes for Thomas Vinterberg. Måske netop fordi han forfølger det helt enkle, det helt rene budskab med denne film - og helt konsekvent fastholder kunstartens grundsætning: Hold ord og tanker tilbage. Fortæl ved at vise. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Submarino" Danmark 2009. Instruktør: Thomas Vinterberg Manus: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg Baseret på romanen af Jonas T. Bengtsson Fotograf: Charlotte Bruus Christensen Klip: Valdis Oskarsdóttir, Andri Steinn Gudmundsson Lyd og musik: Kristian Eidnes Andersen Komponist: Thomas Blachman En time, 53 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg.