Indblik i et mande- univers

Limfjordsteatret rejser i C.V. Jørgensens musikverden med koncert- forestillingen "Det si'r sig selv".

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sanger og skuespiller Lasse Popp har fået ideen til koncertforestillingen med C.V. Jørgensens musik.

Når Limfjordsteatret fredag 30. september slår dørene op til den kommende sæson, er det med en urpremiere. I teatrets egenproduktion "Det si'r sig selv" rejser koncertforestillingen ind i C.V. Jørgensens musikunivers og fortolker 19 af den danske lyriker og musikers numre, og der er tale om mere koncert end teater. På scenen leverer fire musikere numrene, med forestillingens idémand Lasse Popps vokal i front og de tre musikere Gæst Vincent (keyboard), Peter Bregendahl (elguitar) og Bastian Popp (kontrabas). På Limfjordsteatret - med base i Nykøbing Mors - understreger de medvirkende, at der ikke er tale om, at forestillingen handler om C.V. Jørgensens person. Det er hans tekster og musik, der er fokus på. Lige nu øver holdet på livet løs. Tonen til "Storbybeduinen" - fra 1978-albummet "Vild i Varmen" - bliver slået an, og Lasse Popp synger: "Jeg blev født i en ørken langtfra luksus og komfort i et ufølsomt univers i fuldeste flor til en ligelig fordeling af romantik og mord." - Jeg opdagede C.V. Jørgensens musik og ikke mindst hans tekster i min ungdom. Det var som at få et spark, fordi han brød med det at synge "I want you, I need you, I love you". Han rører mig med sine ord. Det er som om, han står lidt udenfor og beskriver det, han ser. Sådan synes jeg også tit, det er, fortæller 46-årige Lasse Popp, der fik ideen til det nye projekt, mens han var i gang med en helt anden forestilling i sommeren 2010. For pludselig sad et citat fast i teater- og musikmandens hjerne: "Hvis det alene stod til mig så burde den slags udskud offentligt skydes." Da først denne ene sætning meldte sig, væltede flere af C.V. Jørgensens tekster frem i Lasse Popps hoved, og ideen om en teaterkoncert var født. Spændende lyrik - C.V. er en meget væsentlig poet i Danmark. Han vil formentlig være en del af pensum på gymnasiet om 100 år, og det ville ikke undrer mig, hvis han allerede er det, funderer Lasse Popp, der har været tilknyttet Limfjordsteatret de seneste fem år. Endnu er trådene i forestillingen ikke helt samlet, men der bliver knoklet på scenen. Til at hjælpe med dramatisering og til at fange stemningen, det sanselige og visuelle, har teatret hyret instruktør Jacques S. Matthiessen. - Der er ikke nogen decideret historie i denne forestilling. Vi har valgt 19 af C.V. Jørgensens numre, og nogle af hans sange bruger vi som lyrik imellem numrene. Men man kan sige, at Lasse Popp er den gennemgående sanger, og at det er en mands historie, hans kvaler og tanker, som bliver fortolket med musik og teater, forklarer instruktøren. - Når man læser C.V. Jørgensens tekster, er det meget spændende lyrik, og for mange af os genopdager vi teksterne, som mange af os har hørt i vores ungdom. Men når vi hører dem igen og nyfortolker, kan man pludselig høre teksternes sproglige kvalitet. Og vi synes også, at teksterne er aktuelle, f.eks. i forhold til hans menneskesyn, hvordan vi lever vores liv? Hvad vi vil med hinanden? Og savn, understreger instruktøren. Udgangspunktet i forestillingen er at være tro mod C.V. Jørgensens musik, men musikerne serverer deres fortolkning af sangene, og de medvirkende arbejder med forskellige genre som rockabilly, reggae samt country og western. - Vi har drejet numrene i forskellige retninger, både for at variere dem og for at give forestillingen en dynamik og en dramatisk kurve, fortæller Jacques S. Matthiessen, der også arbejder med lys, foto og video i forestillingen. - Det bliver som en abstraktion, en tanke, som publikum kan reflektere over. Ud over musikere og instruktør er også scenografen en mand, nemlig Christian Q. Clausen. - Det er jo et mandeunivers, da vi er mange mænd på holdet. Men jeg mener bestemt, at forestillingen også er interessant for kvinder, for de får et indblik i mændenes verden, konstaterer Jacques S. Matthiessen og tilføjer: - Når man har hørt den samme sang mange gange, så lytter man ofte ikke længere til teksten. Vi håber, at når publikum går fra vores forestilling, har de genopdaget C.V. Jørgensens lyrik - og for den sags skyld også hans musik. "Det sir sig selv" kommer også rundt i landet, og turneen begynder 6. oktober. I Nordjylland rammer forestillingen Teater Nordkraft mandag 14. november. Desuden gæster Limfjordsteatret også København, Aarhus, Helsingør, Fredericia, Viborg, Skive og Svendborg.