Tyverier

Indbrud i biler i Sæby

{ SÆBY: En række bilejere i det sydlige Sæby stod onsdag morgen op til biler med smadrede ruder og opbrudte døre. To havde fået stjålet GPS-anlæg, og fra en varevogn er der stjålet elektronisk udstyr. Desuden har tyvene stjålet cd¿er. Indbruddene er sket i biler, der stod parkeret ved Hjulmagervej, Skomagervej, Solsbækvej og Karetmagervej. I alt har politiet fået anmeldelse om fem indbrud i biler i kvarteret. I et tilfælde så en villaejer på Skomagervej de formodede tyve. Han blev nemlig vækket, fordi familiens hund gøede voldsomt kl. 03.05. Udenfor så han tre mænd i mørkt tøj og med rygsække på nakken. De forsvandt til fods. Politiet er meget interesseret i yderligere oplysninger fra vidner. F.eks. et signalement eller iagttagelser af en bil, som de formodede tyve er kørt fra stedet i med kosterne. Nordjyllands Politi har tlf. 96 22 14 48. { SKAGEN/FREDERIKSHAVN: En gruppe østeuropæere har de seneste dage været rundt i butikker i Frederikshavn og Skagen, formentlig med henblik på at stjæle fra hylderne. En forretningsindehaver opdagede nemlig, at østeuropæerne går rundt med poster, som er foret, så de kan passere forbi tyveriovervågningen uden at sætte alarmen i gang. Østeuropæerne er dog ikke afsløret i forsøg på tyveri. Gruppen består af tre kvinder, der bærer slør, og en mand. De er set kørende i en grøn Fiat Diablo med rumænske nummerplader. { FREDERIKSHAVN: Politiet har fået anmeldelse om et tasketyveri fra SuperBest på Skagensvej. Tyven neglede en rød pung med 800 kr. og et dankort, som han nåede at hæve på, før det blev spærret. Pungen lå i en taske, som var i et net på indkøbsvognen. { FREDERIKSHAVN: Der har været forsøg på indbrud i en villa på Lars Brandstrupsvej i Frederikshavn. Tyvene har uden held forsøgt at brække to vinduer op.