Tyverier

Indbrud i den danske ambassade i Slovakiet

KØBENHAVN:Den danske ambassade i Slovakiet har i weekenden haft besøg af en eller flere tyve, der havde det rette værktøj med til at bryde gennem jerngitre, jerndøre og pengeskabe, oplyser Udenrigsministeriet mandag. En eller flere gerningsmænd anvendte en skærebrænder for at bryde ind i bygningen i Bratislava og slap afsted med penge, 54 pas og over 200 mærkater, der anvendes i forbindelse med visum og opholdstilladelser. Slovakisk politi er fortsat i gang med at undersøge tyveriet. Udenrigsministeriet har sendt en medarbejder fra ministeriets sikkerhedskontor til Bratislava for få et overblik over skaderne og sørge for, at ambassaden igen bliver sikret. /ritzau/