Indbrud på friskole

Skolevæsen 25. september 2002 08:00

Natten til i går var der indbrud på Vilsted Friskole. Efter at have slået en rude i døren til skolen ind - for på den måde at låse døren op - gik gerningsmændene ifølge skoleleder Jens Christian Møller direkte efter skolens arkivskab. Her stjal de lidt kontanter, frimærker samt et digitalt kamera. - Andet er der ikke blevet stjålet. Computere, fax og telefoner har de ikke rørt, siger Jens Christian Møller, der understreger, at der kun undtagelsesvis er penge i arkivskabet. Ifølge skolelederen fandt politiet senere en hattehylde fra en bil udenfor. SPORT I. K. Vest-spiller i U-15 trup Arbejdet, som trænerne Mogens Jensen og Niels Stecher har udført med I.K. Vest Fodbolds damejuniorhold, har nu givet ekstra bonus for en af spillerne. Efter JBU's nyligt afholdte talentsamlinger i Aars og Hjørring blev holdets venstrekantspiller Iben Gjessing nemlig udtaget til den U-15 trup, der skal arbejde frem mod sommerens DBU-turnering for landets fire regionshold. Udtagelsen er en opmuntring for både spiller og klub og er et bevis på, at også små fodboldklubber kan være leveringsdygtige af spillere til udvalgte hold. RØNBJERG Weekendtur for familier med epilepsi Familier med epilepsi tæt på livet var i weekenden på tur til Rønbjerg Feriecenter. .Lone Nørager Kristensen, formand for Dansk Epilepsiforening i Nordjylland, oplyser, at der var været meget stor tilslutning til arrangementet, og at i alt 85 havde valgt at deltage. - Jeg er ikke i tvivl om, at det ikke kun er den meget billige pris på weekendens arrangement, som har gjort det til et stort trækplaster for foreningens medlemmer, men også ligeså meget det at der var mulighed for at mødes med andre i samme situation. Forståelse er nemlig alfa og omega for mennesker med epilepsi, men den møder man desværre ikke altid. Reaktionen fra omgivelserne er ofte det værste og ensomhed er tit en indirekte følge af sygdommen. Selvom flere end 55.000 mennesker i Danmark lider af epilepsi og op mod 4.500 hvert år får diagnosen, så er kendskabet til epilepsi hos befolkningen i almindelighed meget lille, siger hun. Dansk Epilepsiforening fylder den 27. september 40 år. Dagen markeres med en reception på Odense Rådhus, hvor blandt andet landsforeningens protektor Prins Henrik samt indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen deltager.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...