Tyverier

Indbruds- tyve går efter indvandrere

Bande har specialiseret sig i etniske familier

AALBORG:En gruppe indbrudstyve har den seneste måneds tid udset sig sine ofre i en helt speciel gruppe. Politiet anslår, at de står bag 20-25 indbrud indenfor en radius af et par kilometer, og så godt som alle indbruddene er gået ud over familier med udenlandsk klingende navne på dørskiltet. - Det er atypisk, at det kun er ved udenlandske familier, at man bryder ind, siger vicepolitikommissær Ole Jensen, der er leder af straffelovssektionen ved Nordjyllands Politi i Aalborg. Flere personer, som NORDJYSKE har talt med i området, peger på, at indvandrerfamilierne har ry for at ligge inde med store mængder guldsmykker og kontanter. - Ud fra det, der er stjålet, kan vi se, at det specielt er netop guldsmykker og kontanter, de går efter, siger Ole Jensen. Ud over ofrene og tyvekosterne er metoderne også ens hver gang. Vidner har beskrevet, hvordan indbrudstyvene midt på dagen banker på døren, og hvis der så ikke er nogen, der svarer, brækkes døren op med et fladt instrument. - Måske med en skruetrækker eller et lille koben, siger Ole Jensen. Ved flere lejligheder har der alligevel været nogen hjemme. Én gang udviklede det sig til håndgemæng, hvor indbrudstyvene også truede ejeren af lejligheden med kniv. - Og når man truer med kniv, så er der strafferetligt tale om et røveri, siger Ole Jensen. Side 4-5