Tyverier

Indbrudsbølge mod personbiler

Politiet på jagt efter tyve med forkærlighed for inventar i bilerne

Natten mellem mandag og tirsdag har der været begået indbrud i flere personbiler i Frederikshavn Kommune. På Ørredvej i Voersaa er der knust sideruder i to forskellige biler. Fra den ene af dem er der stjålet en cd-afspiller af mærket Sony. Den anden bil har godt nok fået handskerummet gennemrodet, men umiddelbart er det ikke konstateret, at noget skulle være stjålet. På Mølbakvej i Østervrå er der ligeledes to personbiler, som har været udsat for indbrud - igen ved at knuse en siderude. Der er stjålet en GPS fra den ene bil, mens det ikke er til at se, om der skulle være taget noget fra den anden.