Tyverier

Indbrudshærgen i fem sommerhuse

Kriminelle på spil i Ryttermarken og Haslevgårde Bakker

December er desværre også højsæson for tyveknægtes hærgen i de øde sommerhusområder i Fruerlund. Det gik i fire tilfælde ud over sommerhuse i Ryttermarken, hvor ejerne i alle fire tilfælde mistede husets fladskærms-tv. Desuden blev alle fire indbrudstyverier i Ryttermarken opdaget umiddelbart efter weekenden, og i et par tilfælde ligger gerningstidspunktet inden for de forudgående to døgn. En enkelt husejer har dog ikke været i sit sommerhus siden 13. november, hvor angiveligt det forsvundne fladskærms-tv stadig befandt sig i huset. Modsætningsvis måtte den sommerhusejer, som kun havde været væk fra søndag til tirsdag, lide den tort, at tyven foruden sommerhusets fladskærms-tv også forgreb sig på en håndbruser. Til de fire indbrud i Ryttermarken kan føjes et femte indbrud i naboområdet Haslevgårde Bakker. Her blev det tilsyneladende ved forsøget. En rude var knust, men ejeren savner ikke ejendele.