Tyverier

Indbrudsmylder fortsætter hos Netto i Gug

Nu to gange samme nat

GUG:Forrige weekend blev der begået indbrud i Netto-forretningen på Nøhr Sørensens Vej tre nætter i træk. Nu er den helt gal igen - tyvenes seneste påhit er at bryde ind hos Netto-butikken i Gug to gange med blot nogle få timers mellemrum. Fredag aften gik alarmen ved 22.30-tiden, da en stor dobbeltrude blev knust med en flise. En politipatrulje kunne kort efter konstatere, at der tilsyneladende manglede tre-fire kasser Harboe-øl, og at tyvene formentlig var kørende på to knallerter med brede dæk. Det tydede hjulspor i området på. Knap fem timer senere, klokken 03.24, kom en ny alarm fra Netto-forretningen. Denne gang gjaldt det butikkens flaskeskur. Otte brædder i skuret var brækket op for at give adgang til flaskerne, men ifølge politiets oplysninger blev der formentlig ikke stjålet noget. Vagthavende på politigården finder det nærliggende at tro, at der er tale om de samme gerningsmænd. Også indbruddene for to uger siden, hvor der ifølge Netto ikke blev stjålet noget, kan muligvis kædes sammen med de nye ulovligheder. Dengang var der ligeledes en knallert med i billedet, to unge mænd blev set stikke af, og tidspunkterne for de to fredagsindbrud er så tæt på hinanden, at folk i området efterhånden næsten kan stille klokken efter tyvene fredag aften.