AABYBRO: Mens antallet af indbrud i villaer i Jammerbugt Kommune falder, er tendensen den modsatte i en af kommunens fire hovedbyer, nemlig Aabybro.
Her er der tale om en markant stigning i de private hjem, som NORDJYSKE Medier også tidligere har beskrevet. Og intet tyder på, at kurven er knækket. Inden for de seneste dage har der været fem indbrud i villaer i Aabybro og desuden et begået i en villa i Pandrup.
- Indbruddene er sket i perioden onsdag til søndag og det er foregået i huse, hvor beboerne har været bortrejst i et par eller flere dage, oplyser politikommissær Peter Skovbak.
Tyvekosterne i forbindelse med de seneste tyverier er sølvtøj, smykker, rejsevaluta, parfume, taske, batteri til golfbil og en 46 tommers fladskærm.
- Normalt er der tale om effekter, som er nemme at tage med sig, og det er usædvanligt at der er en fladskærm blandt kosterne, fortæller Peter Skovbak.
De mange indbrud i samme geografiske område tyder på, at der er tale om gerningsmænd, der har særligt kendskab til Aabybro men indtil videre har politiet ikke noget spor i sagen at gå efter.
- Vi opfordrer folk til at være opmærksomme og henvende sig til os, hvis man opdager noget mistænkeligt - eksempelvis hvis man ser en person gå rundt i kvarteret på mærkelige tidspunkter, siger Peter Skovbak og opfordrer desuden til at man selv tager initiativer til at holde ubudne gæster ude.
- Rådet er at man skal sikre sit hus så godt man kan og eventuelle få naboer til at holde øje med huset, hvis man er væk, siger han.
chat_bubble keyboard_arrow_down keyboard_arrow_up
Log ind