Brønderslev

Indbrudstyv lugtede af hvidløg

Familie i Brønderslev vækket af larm

En familie på Klintøs Allé i Brønderslev overraskede mandag aften klokken 22.31 en indbrudstyv. Manden var kravlet ind gennem et vindue, der stod på klem, men tog flugten, da han blev opdaget. Familien vågnede ved støj, og forældrene troede i første omgang, at det var børnene, der lavede støj i bryggerset, men de sov sødeligt. Manden beskrives som 20-25 år og 180 centimeter høj. Han er dansk, og så er han skaldet. Han lugtede af hvidløg. Han var i en mørk jakke. Politiet kørte en del rundt i området, men fandt ikke manden.