Indbrudstyv startede måske villabrand

En villa på Rolighedsvej i Flauenskjold blev i nat raseret af en voldsom brand. Opdateret kl. 09.02

Brandvæsnet i Brønderslev fik alarmen klokken 2.37, men da brandfolkene nåede frem, kunne de ikke redde huset. - Huset var overtændt, da vi kom derud, så vi kunne ikke sende røgdykkere ind i huset. Men der var ikke nogen hjemme, fordi manden er i Norge for at arbejde, og hans kone og barn var indlogeret hos hendes far, så det var kun heldigt, at der ikke var nogen derinde, fortæller beredskabsinspektør Klaus Andersen fra Brønderslev Kommune. Svær slukning Onsdag morgen var brandmændene ikke helt færdige med slukningsarbejdet, der blev gjort besværligt af, at ilden havde fået fat i isoleringen under taget. - Vi har været nødt til at pille taget af for at komme til at slukke det sidste, siger Klaus Andersen. Opbrudsmærker på dør Efter ilden blev slukket kunne man konstatere, at der var tale om et indbrud og en påsat brand. - Der er opbrudsmærker ved terrassedøren efter et koben, og man konstaterer, at stuen er gennemrodet, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi. - På gulvet finder man spor efter brandbar væske. Men hvad der nærmere ligger bag, det skal vi have fundet ud af, fortæller vagtchefen. Politiets teknikere går i løbet af onsdagen i gang med at undersøge det udbrændte hus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.