Indbrudstyven hugger også vores tryghed

Fem gange i timen døgnet rundt bryder en tyv ind i et privat hjem og løber med fladskærmen, de arvede smykker eller ungernes sparebøsser. Og mens forsikringen som regel dækker det økonomiske tab, er det langt sværere at leve med tabet af tryghed

Bine Madsen
redaktionnordjyske.dk
Tyvene har travlt i år og det har fået antallet af indbrud i private hjem op på næsten 22.000 alene i årets første seks måneder. Stigningen forklares blandt andet med, at vi i højere grad end tidligere lægger personlige oplysninger ud på nettet. Det giver tyvene indblik i vores værdier og i, hvornår vi er væk fra hjemmet. Foto: Philippe Reidinger/Colourbox
Tyverier 13. september 2009 06:00

Hun kunne se det med det samme, da hun havde rundet hjørnet og taget de få trin op ad trappen til hoveddøren. Nøglebundtet var allerede hevet op af lommen, men hun behøvede ingen nøgler for at komme ind. For glasset i døren var knust og døren stod på klem. Nu var spørgsmålet bare om tyven stadig var i huset. Få timer efter forsøgte hun stadig sammen med naboen at få et overblik over, hvad der var stjålet og hvad der var ødelagt. Men det var svært. For ALT var hevet ud af skufferne. Møbler var smidt rundt. Selv sengen havde tyven vendt på hovedet. Som for at tjekke om der lå penge under madrassen. Næste dag kunne hun fortælle forsikringsselskabet, at det ikke bare var computeren og kameraet, der var væk. Det var også arvesmykkerne. Et par dage efter havde hun fået ryddet op og lagt på plads. Og om dagen var det okay at være i huset. Men om aftenen trissede hun med toilettasken under armen hen til naboen for at sove. Der gik uger, før hun kunne falde i søvn i sit eget hjem. Det er indbrud som dette, der er virkeligheden bag de tal, som blev offentliggjort for nylig. I årets første seks måneder er der i gennemsnit blevet begået 119 indbrud i private hjem - hver dag. Det højeste antal nogensinde. En kedelig rekord med mange forklaringer. Men for mange tusinde mennesker er det meget mere end ren statistik. For beboerne i de 21.721 berørte hjem handler det i høj grad om at have mistet ting, man har sat pris på - men det handler i endnu højere grad om at være blevet krænket på noget af det allermest private. At få invaderet det vigtige helle ens hjem er. Det er nærliggende at trække på skulderen, når man zoomer ind på det enkelte indbrud. Nå ja, så skal man ud og købe nye PH lamper, og gu’ er det da ærgerligt, at kameraet er forsvundet med billederne fra sommerferien. Men livet går jo videre og ingen kom heldigvis til skade. Herregud - det er jo bare døde ting! Og langt de fleste får da efterhånden også rystet den ubehagelige oplevelse af sig, men langt de fleste oplever også, at der er et fundament, der bliver rystet. For skidt med de døde ting. Det er mere følelsen af, at fremmede har tvunget sig adgang til vores hjem og haft fingrene nede i noget, vi troede, ingen andre ville pille ved. Et personligt angreb, som klinisk psykolog ved Aalborg Universitet, professor Claus Haugaard Jacobsen, formulerer det. - Ens hjem er på en måde ens hud. Det er vores afgrænsning i forhold til omverdenen, så når vi oplever et indbrud, er der nogen, der kommer os for nær. Ude i verden er vi i spil blandt andre mennesker, men hjemme skal vi kunne føle os trygge. For hvor ellers? Samtidig kan det næsten føles som en ondskab, hvis tyven for eksempel løber med ungernes ting eller ting, der har affektionsværdi. Der er en meningsløshed og en brutalitet, der kan være svær at rumme, fordi vi er så vant til, at man kan have tillid til hinanden. Ellers kunne samfundet jo slet ikke fungere, siger han. I undersøgelsen “Tryghed i parcelhusområder” har seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Helle Nørgaard, blandt andet undersøgt, hvad der skaber utryghed i parcel- og rækkehusområder og hun har talt med mange, der har oplevet indbrud. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor mange oplever det så voldsomt at have indbrud. - Vi lever i et risikosamfund, hvor vi skal forholde os til alle mulige farer, og især derfor har vi brug for at have et sted, hvor vi har helle. Vi har et behov for tryghed, som vi tager for givet at kunne få opfyldt, der hvor vi bor. Boligen og hjemmet er vores trygge base, hvor vi selv skal kunne bestemme, hvem som kommer indenfor - og derfor er indbrud så voldsom en krænkelse, siger hun. Snak, snak, snak Der er eksempler på mennesker, der vælger at flytte, fordi de slet ikke kan finde ud af at føle sig trygge i deres hjem igen. Det er dog de færreste, der reagerer så voldsomt. Men mange kan mærke, at indbruddet har sat sig varige spor - og de fleste reagerer på en eller anden måde. - Alt andet ville også være besynderligt, som chefpsykolog hos Falck, Lise Skinhøj siger. Hun yder blandt andet krisehjælp til mennesker, der har været udsat for indbrud i hjemmet. Men der er også mennesker, der klarer den på egen hånd. - Det afhænger jo helt af, hvilken person man er, hvad man tidligere har oplevet og hvor man står i sit liv lige nu. Men de fleste reagerer først med forskrækkelse og chok og siden kommer enten vreden eller frygten. Folk reagerer tit også mere voldsomt, hvis der er børn involveret. Det er ubehageligt for dem at tænke på, “hvad nu, hvis børnene havde været hjemme” eller “hvad nu, hvis det var børnene, der var kommet hjem og havde opdaget indbruddet”. Og det er ikke kun tanken om, hvad der kunne være sket. Det er også tanken om, at det kan ske igen, siger hun. Ifølge Lise Skinhøj er det bedste, man kan gøre efter et indbrud, at bruge sit netværk. Drikke kaffe med vennerne, tale med naboen og græde ud hos familien. - Man skal have lov til at tale og tale - tale om, hvad der er sket, og tale om de følelser og tanker man har. Det er den mest effektive bearbejdelse, vi overhovedet har som mennesker. At få lov til at blive vred, have irrationelle tanker og følelser. Og der er det vigtigt, at netværket respekterer folks reaktioner og angst. Det værste, der kan ske, er, at man ikke bliver mødt, for så føler man sig ikke bare vred eller ked af det, så føler man sig også dum og ikke respekteret. Det sker ikke for mig En anden typisk måde at handle på er at handle ind - blandt udbuddet af løsninger, der fremover skal holde indbrudstyven ude. Langt de fleste kunder hos landets største sikringsvirksomhed G4S bliver for eksempel først kunder, når indbrudstyven har været på spil. Efterspørgslen på materiale fra Det Kriminalpræventive Råd er ofte knyttet til, at der allerede har været indbrud. Og psykologer nævner det som en helt konkret måde at komme videre på; at gøre noget for - om ikke andet - at fjerne frygten for, at det sker igen. Nogen vil finde det paradoksalt, at vi først sikrer os, når det nærmest er for sent. For vi kender jo godt risikoen. Danmark har i en lang årrække haft den blandede fornøjelse af at være et af de lande med flest indbrud. Og vi hører jo jævnligt opfordringer til at “se på vores hjem med indbrudstyvens øjne”. Ikke desto mindre er vi stadig et af de folkefærd, der sikrer os mindst mod indbrud. Et bud på en forklaring er, at efter 35 år med konstant høje indbrudstal, har vi ligesom vænnet os det. - Man kan godt sige, at det er et dilemma. Til trods for en lang række kriminalpræventive og politimæssige indsatser, ligger indbrudstallet stadig højt, så vi finder os åbenbart i at leve med risikoen. Desuden kan jeg da godt forstå, at motivationen måske ikke er så stor, hvis man har levet et langt liv uden indbrud, siger Karsten Nielsen, der er specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd. Men måske handler det også om, at tanken om at blive udsat for indbrud er så ubehagelig, at vi hellere vil leve i uvidenhed. Det mener i hvert fald seniorforsker Helle Nørgaard fra Statens Byggeforskningsinstitut. - Det er i virkeligheden en meget underkendt form for kriminalitet, der går meget tæt på folk. For nogle beboere er tanken om indbrud så ubehagelig, at de skubber den væk og undlader at forholde sig til det. Andre holder tanken om indbrud på afstand gennem en overbevisning om, at det kun sker for naboen og mange har desuden ringe tiltro til, at det virker at forebygge, siger Helle Nørgaard. Hun anbefaler at bringe opfordringen til forebyggelse tættere på beboerne, så det bliver nemmere at forholde sig til, hvad der sker i det konkrete boligområde. Det kunne for eksempel være grundejerforeningen, der tog forebyggelse op på et møde. Indbrudstyvens værste fjende Og forebyggelse er ikke nødvendigvis at opføre meterhøje mure og udstyre huset med et utal af ekstra låse, elektroniske alarmer, gitter for vinduerne og en kamplysten hund uden snor. Måske endda tværtimod. Det Kriminalpræventive Råd vil i første omgang bare gerne have os til at forholde os til risikoen. - Der er jo store geografiske forskelle på, hvor indbruddene sker. Hvis du bor i en storby eller i en omegnskommune er risikoen jo en anden, end hvis du bor på landet. Så man skal forebygge ud fra risikoen. Og så er det, der virker, ikke nødvendigvis det, der koster mange penge. For eksempel viser forskning, at nabohjælp effektivt nedbringer indbrud med 20 procent, siger specialkonsulent i rådet, Karsten Nielsen. Også Helle Nørgaard har oplevet, at den tryghed, der går tabt ved et indbrud, engang imellem kan findes igen, når man knytter bånd over hækken. Der er stadig nogen, der bare skruer op for fjernsynet, når naboens tyverialarm går i gang. Men for mange bliver en stribe af indbrud i området ikke kun en ubehagelig oplevelse, men et effektivt afsæt til at gøre noget sammen med andre. - Der er ingen tvivl om, at det øger trygheden, hvis man har relationer til naboen og ved, at de vil holde øje, mens man selv er på ferie. Og så er det jo sådan, at det giver tryghed, når man føler, at man hører til et sted - og det føler man i højere grad, når man kender de andre, der bor i området. - Dermed kommer det heller ikke kun til at handle om ens egen bolig og frygten for indbrud, men også om hvordan man finder en løsning i fællesskab, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...