Indbyrdes uenighed

I den seneste tid har Socialdemokraterne og SF gjort meget ud af at komme med fælles udspil for at vise, hvor sammentømret og godt et alternativ de vil være til den siddende regering.

Det vil dog være svært for de to partier at danne regering uden Socialdemokraternes gamle bedsteven, Radikale Venstre. Ser man dog blot lidt nærmere på, hvad de tre partier reelt er enige om, finder man hurtigt ud af, at det umiddelbart ser ud til at være noget nær umuligt for de tre partier at danne regering sammen, da de i bund og grund er enige om – absolut ingenting! Ja, man skulle tro, det er løgn, men ud over S og SF’s, helt urealistiske, skatteudspil, er det faktisk lige meget hvilket område, man sammenligner man de tre oppositionspartier på – tilsyneladende er de ikke enige om så meget som ét eneste emne inden for alt fra udlændingepolitik, deriblandt 24-års reglen til økonomisk politik i form eksempelvis af top- og millionærskat for blot at nævne et par ud af mange eksempler! Desuden kan man i oppositionen ikke blive enige om indsatsen i Afghanistan. Villy Søvndal siger, at man ikke kan have en regering, der er internt uenig om dette emne – og det kan jeg jo kun erklære mig enig i! Spørger man dog oppositionens øverstkommanderende (Helle eller Villy – det må man jo selv vurdere), er det røde alternativ fuldt ud regeringsklart. Det er nu en sang man har hørt fra Helle Thorning så mange gange før, at det efterhånden ikke kan undgå at lyde lidt hult. Måske arbejder man på rød stue ud fra børnelogikken om, at hvis man siger noget nok gange, så går det i opfyldelse og bliver Socialdemokraterne, SF - og de Radikale - et reelt alternativ til den siddende regering. Starten på den politiske efterårssæson har dog næppe gjort nogen klogere på, hvordan oppositionen vil formå at skabe et troværdigt alternativ til regeringen. En ting står dog klart: Der er meget lang vej endnu, før man på venstrefløjen kan begynde at dele ministerposter ud!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...