Detailhandel

Inden julemanden fik løn

Juleudstillingen, der blev væk. Julegaverne, der blev dyre. Og den gamle julehygge, der blev solgt

BRØNDERSLEV:Juletravlheden er over Brønderslev. Gaver købes og forretninger tjener penge. Mange penge. Derfor kan man spørge sig selv, om julen er blevet mere kommerciel. Det mener to personer i hvert fald. Tidligere dekoratør Harding Busk og gammel Brønderslev-dreng Svend Pedersen. Svend husker en tid, hvor gaver hjalp med at holde kulden ude. Og en tid, hvor julen ikke var for dyr. For faktisk brugte vi 3000 kroner mere i december sidste år end de andre måneder. Men først skal det handle om forretningernes juleri. For Harding Busk er taget med NORDJYSKE en tur gennem Brønderslev. Handler om kroner Han står og kigger ind af et vindue på en kølig decemberdag. Et par nisser sidder inde i varmen for at pynte vinduet op. Ellers kunne dagen lige så godt have ligget i marts. I 1965 kom han til Brønderslev efter at have dekoreret vinduer i Aalborg i 12 år. I Brønderslev har mange butikker været under hans kreative hænder. Så når enkelte nisser ser tilbage på ham fra butiksvinduerne i dag, vækkes kun få minder om julen for 40 år siden. - Tingene har ændret sig. Nu handler julen om at tjene penge, tjene penge og tjene penge, lyder det fra ham. Dengang var nisserne hovedingrediens i mange butikkers vinduer, hvor hele landskaber blev frembragt. Her blev stort anlagte temaer for at glæde børnene, men selvfølgelig også for få kunderne ind. Nu er mange af tingene sparet væk. Harding Busk fortsætter lidt ned gennem Nygade og ser lidt på vinduerne. Han kommer forbi Boston, hvor en julemus sidder. Den bringer minder om en tid, hvor flere hundrede tøjmus blev sluppet løs i gågaden og hvor børnene skulle finde ti udvalgte. Og en tid "hvor julen ikke begyndte i august." Han går videre og kommer til Matas, hvor der sidder julemænd, der ikke er røde. De er beklædt med moderigtige farver i brune nuancer. Det er nok ikke et tilfælde, at julemændene matcher med taskerne ved siden af. Harding Busk rynker på næsen og savner den røde farve. Og det faktum, at julen er for børn. Svend Pedersen savner også den rigtige jul. Født i 1929 husker han, hvordan julehandlen startede den næstsidste søndag inden jul, hvor han som dreng tog ind til Brønderslev centrum for at se på juleudstillingerne. Der foregik en konkurrence dengang mellem butikkerne. Hvem kunne lave den største og mest interessante. - Man gik og ønskede de dejlige ting, der var i vinduerne, hvor der var bevægelige nisser og toge, der kørte i julen, husker han. Men dengang var gaverne var ikke af samme kaliber som nu. For Svend Pedersen betød det praktiske gaver: - Da jeg fik flest gaver, fik jeg tre. Og haverne var nyttige. Det var hue, vanter og halstørklæde. Endnu et rekordår Som det er de fleste bekendt, er det specielt her, tingene har ændret sig. Endnu engang i år er der spået et rekordår for julegaveindkøb. NORDJYSKE skrev for et par uger siden, at Cheføkonom i Dansk Handel & Service Jan Poulsen vurderer, at julehandelen skaber en ekstraomsætningen i december bliver på 7,8 mia. kroner. Men faktisk er det med gaver ikke noget nyt. Børn har siden middelalderen fået gaver af deres forældre til jul i form af en lille portion af julebaget, som klejner og pebernødder samt æbler og andre frugter. Det var ikke gaver, der blev pakket ind. Man fik blot sin ration juleaften eller julemorgen. Senere kom der gaver som bolden, trolden i æsken, nøddeknækkeren og dukken. Men at pakke gaver ind blev først almindeligt med juletræsjulen i forrige århundrede. Samtidig steg julegavebudgettet. Men det er måske ved at ændre sig. Måske vil familierne vende tilbage til den gamle hygge. For en ny tradition er ved at vinde frem. Familier giver gaver, som højst må koste f.eks. 50 kr, eller måske ligefrem skal være hjemmelavede. På den måde tvinges gavegiverne til at være yderst fantasifulde og det giver en del morskab at pakke ud. Ude i kulden ser Harding Busk da også en fremtid for udsmykningen. Han spår, at om 30-40 år vil fladskærme vende ud mod publikum. Selv synes han, det er spændende, hvad teknikken byder. Dog savner han den gamle jul. Han er kommet ud af Nygade og kommer hen til et vindue i butikken House of Deko. Her ser han et helt landskab med nisser af alle afstøbninger, sne, træhjul, spindelvæv og en mælkejunge. Dette minder ham om en svunden tid. Og dog. For pyntet har prisskilte på. Julen er blevet kommerciel.