Lokalpolitik

Indenrigsministeren sætter kommunerne under administration

BUDGET: I NORDJYSKE kunne vi fredag den 14. oktober læse, at Indenrigsministeriet har meddelt at Aalborg Kommune ikke kan få dispensation fra anlægsrammen på 186 mio. kr. i 2006, som kommunen ellers havde søgt om og haft en forventning om at få. Det betyder i praksis, at Aalborg Kommune forhindres i at bruge 26,7 mio. kr. af kommunens "egne" penge til at opførelse af tiltrængte vuggestue- og børnehavepladser, renovering af skolernes naturfagslokaler og til et byfornyelsesprojekt i Skelagergårdene - alle anlægsprojekter som borgerne og politikerne i Aalborg Kommune finder helt nødvendige for at opretholde et godt serviceniveau i Aalborg. Kære Lars Løkke Rasmussen, hvordan synes du selv det lyder? "Borgerlige regering forhindrer kommune i at bruge borgernes egne penge på initiativer borgene ønsker igangsat - på trods af, at der er penge nok i kassen" (kassebeholdningen i Aalborg kommune er på mere end 500 mio. kr.). Det harmonerer ikke med liberal tankegang, med vægt på det frie initiativ, det minder mere om planøkonomi, når den er værst. Og hvordan harmonerer det med den borgerlige regerings egen politik hvor styrkelse af det teknisk naturvidenskabelige område i folkeskolen og løfter om børnepasningsgaranti er i fokus. Har Indenrigsministeren et bud på hvilke anlægsprojekter byrådet i Aalborg skal stryge? Borgerne venter spændt på svaret. Imens overvejer byrådspolitikerne hvor sparekniven skal svinges, for projekterne som nævnt indledningsvist skal gennemføres mener 28 af byrådets 31 medlemmer. (forkortet af red.)