Indenrigstrafik tog stort dyk

Men chartertrafikken i Aalborg Lufthavn tegner til rekord i år

Chartertrafikken fortsætter med at stige i Aalborg Lufthavn.Foto: Aalborg Lufthavn

Chartertrafikken fortsætter med at stige i Aalborg Lufthavn.Foto: Aalborg Lufthavn

AALBORG:Efterhånden er Aalborg Lufthavn vant til et jævnt dyk i indenrigstrafikken, men i årets første måned blev det på hele 9,7 procent, nemlig fra 68.889 passagerer i januar sidste år til 62.242 i år.

I flere tilfælde er det blevet opvejet af fremgang på udenrigstrafikken, men det er ikke tilfældet denne gang, da den gik en smule tilbage med 1,8 procent, nemlig fra 22.476 afrejsende og ankommende passagerer til 22.077.

En af grundene er, at lufthavnen mangler en stor operatør på Oslo-ruten, hvilket man havde sidste år. Der arbejdes da også på bedre betjening af ruten.

- På trods af en lille tilbagegang for udenrigsruterne i januar viser stort set alle udenrigsruter positive tendenser. Fremadrettet forventer vi os rigtig meget af Lufthansas nye Frankfurt-rute samt selvfølgelig KLM og Turkish Airlines veletablerede ruter, siger Søren Svendsen.

Derimod tegner chartertrafikken så godt, at man i lufthavnen forventer at 2015 bliver det største år for chartertrafikken nogensinde. Januar måned viser vejen med en stigning på 27,7 procent i forhold til samme måned sidste år.

- En stigning i antallet af charterrejser på næsten 28 procent lover godt for det kommende år. Vi har Egypten tilbage på programmet, og vi har for første gang i lufthavnens historie en direkte skicharter til Salzburg med Højmark Rejser. Hertil kommer et noget større udbud af rejser i hele sæsonen, fremhæver direktør Søren Svendsen, Aalborg Lufthavn.

Resultatet er, at 13.400 rejste til og fra charterferie fra Aalborg Lufthavn i januar i år mod 10.492 i januar 2014.

Alt i alt betyder tallene, at 97.719 passagerer rejste til og fra lufthavnen i januar. Det er en tilbagegang på 4,1 procent i forhold til januar 2014, hvor 101.857 passagerer benyttede lufthavnen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Nu har Gravenshoved-eleverne fået deres undskyldning
Luk