Inderkreds svigter S-formand

Dårlig rådgivning og visionsløs inderkreds skyld i S-krise, mener eksperter.

EMNER 1. april 2006 06:00

Tudefjæs og politisk dilettant. Blot et par af de lidet flatterende beskrivelser, som Helle Thorning-Schmidt har måttet lægge ører til de seneste dage efter hendes udtalelse om, at de radikale ikke giver nok plads til Socialdemokraterne. Men det er i høj grad S-formandens inderkreds, som bærer ansvaret for partiets kamikaze-agtige kurs, mener en række politiske kommentatorer: - Der har været et utal af fejlskøn og fejlrådgivning, som har gjort det umuligt for Helle Thorning- Schmidts kommunikative talenter at udfolde sig i fuldt flor, siger Lotte Hansen, politisk-strategisk presserådgiver i Advice A/S. Kommunikationsekspert Mie Femø Nielsen fra Københavns Universitet efterlyser en langt skarpere og mere aggressiv kurs fra folkene omkring S-formanden, deriblandt partiets politiske ordfører, Lotte Bundsgaard. - Hun virker ganske enkelt ikke hurtig nok, hverken i hovedet eller på aftrækkeren, til at matche Venstres Jens Rohde, siger hun og opfordrer inderkredsen til at stå langt tidligere op, hvis de virkelig ønsker, at Helle Thorning-Schmidts projekt skal lykkes. Lotte Hansen var rådgiver for den tidligere boligminister Lotte Bundsgaard, og ser en klar forskel mellem hende og Jens Rohde: - Rohde går til stregen og er mindre ked af at bruge ufine metoder. Lotte Bundsgaard er for pæn til den slags. Men det er ikke nødvendigvis en ulempe, hvis ellers partiet kunne definere en vindersag og sætte alle kræfter ind på den, siger Lotte Hansen, der mener, at partiets politik og kommunikation spænder ben for hinanden. - Helle Thorning-Schmidts analyse af, at Socialdemokraterne skal fremstå mere som et midterparti end de radikale er ikke forkert. Men hun skal da ikke sidde og sige det! Analysen skal bruges til at lave en langsigtet politisk strategi, siger Lotte Hansen. Rasmus Jønsson, lektor i politisk kommunikation fra Roskilde Universitets Center, siger, at inderkredsen lader til at være totalt blottet for ideer. - De skulle udgøre det nye friske hold, som kunne give partiet et tiltrængt skud visioner og vitaminer. Men de har ikke formået at levere varen, siger han. Politisk ordfører Lotte Bundsgaard (S) siger: - De kommende velfærdsforhandlinger vil tydeliggøre Socialdemokraternes visioner. Og ja - jeg kan sagtens matche Jens Rohde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...