Musik

Indestængt rockbrøl

"Chinese Democracy"

William Bruce Rose, født i Lafayette, Indiana. 6. februar 1962. En ulykkelig dreng i en voksen mands tatoverede krop. Foto: Universal Music

William Bruce Rose, født i Lafayette, Indiana. 6. februar 1962. En ulykkelig dreng i en voksen mands tatoverede krop. Foto: Universal Music

Næppe nogen begivenhed bortset fra Led Zeppelins reunion-koncert har affødt så mange spaltelinjer i rockpressen som det nye studiealbum fra amerikanske Guns N' Roses. Well, efter 14 år er det her så. Har det været ventetiden værd? Ja. Egentlig burde bandet bare hedde Rose. Forsanger, sangskriver og excentriker par excellence W. Axl Rose har forlængst fået ekskommunikeret de øvrige originale revolverroser fra sit diktatur, så alene af den grund er titlen "Chinese Democracy" i virkeligheden passende. Eneste overlevende fra udrensningerne er Dizzy Reed (keyboards), der blev indlemmet i GN'R under indspilningerne af dobbeltudgivelserne "Use Your Illusion" i 1992, og det er også dé pladers blanding af tempofyldt hard-rock, ballader og orkestralt overkill, der er blevet finpudset på de 14 nye numre. Ved første lyt tænker man dog "hvad fanden er det for noget rod?!". For albummet er så overproduceret med studietricks og effekter, at det får Asia til at lyde som Motörhead. Men efter flere afspilninger af-slører der sig fine detaljer, stærke riffs og gode melodier. Efter den rasende rock i titelnummeret, der åbner ballet og flirten med industrial og syreguitar i "Shackler's Revenge", ligger der en lille perle og venter i midt-tempo-stamperen "Better" med flot guitararbejde af Buckethead og Robin Finck (Nine Inch Nails), der er gennemgående musikere på albummet med Rose selv (klaver, keyboards, guitar) Reed, bassist Tommy Stinson (The Replacements) og trommeslager Brian 'Brain' Mantia (Primus). Plus et hav af andre musikere og teknikere. Og når man ellers får fægtet sig vej ned gennem lagene af strygere, brass-sektioner, funky triphop-rytmer og manipulerede soloer, der spærrer for tilgængeligheden, ligger der adskillige gode riffrockere og flotte klaverfunderede ballader og blinker - "There Was A Time" og den melankolsk drømmende, dramatiske "Sorry" er i særklasse. Først og fremmest er det dog Axl Rose her, der og alle vegne på "Chinese Democracy", og man må lade den rødhårede humørdræber at synge, dét kan han sgu. Hans vokale arbejde er helt i top, fra en hvisken til et skrig, fra spæd barnlig røst til et rockbrøl, der kan vække døde. Man næsten bogstaveligt ser for sig manden stå alene, isoleret i et stort studie og skrige sin smerte ud mod verden gennem mikrofonen. Der er stor smerte og selvransagelse i teksterne. Med de gode tilløb der findes overalt, er det skammeligt, at så meget drukner i de tusinder af studietimers fortænkte detaljer (albummets produktionsomkostninger skulle være omkring 80 millioner kroner). Men det er en modig og stilmæssigt vidtspændende udgivelse, ikke mindst hørt i lyset af det forventningspres, diktator Rose har været under efter de mange år og latterliggørelse i pressen. Var det det brændende, intense Guns N' Roses fra 1990, der havde indspillet musikken, stod vi med et mesterværk. Selv om de nye drenge spiller glimrende, er det ikke det samme. Og i alt fald Slash er stærkt savnet. Men man har jo lov at håbe inden GN'Rs næste koncert- turné... Henning Grau henning.grau@nordjyske.dk Guns N' Roses: "Chinese Democracy". Prod: Axl Rose, Caram Constanzo. Geffen/Universal Music.