Mariagerfjord

Indflydelse kræver særlige egenskaber

Indflydelse: en magt, som gør, at man kan få andre til at tænke eller handle på en bestemt måde = magt Have indflydelse på: påvirke den måde, hvorpå nogen tænker og handler eller noget udvikler sig = påvirkning Indflydelsesrig: som har stor indflydelse og magt (Nudansk Ordbog) Magt og påvirkning, siger ordbogen - men hvad er det i det virkelige liv at have indflydelse? Hvilke egenskaber skal man være i besiddelse af for at være en af dem, der bestemmer? Politisk journalist og kommentator, Peter Lautrup-Larsen, omgås ret mange med indflydelse, og han er ikke umiddelbart enig med Nudansk Ordbog. - For mig er indflydelse og magt ikke ganske ens størrelser, siger han. Der er forskel på ordene: Magt er, når man trumfer noget igennem, når man får nogen til at gøre noget, som de ikke ville, hvis de ikke netop var udsat for en ordre - for magt. Indflydelse, derimod, siger Peter Lautrup-Larsen, er i højere grad noget, man får og har som følge af sin personlighed og som regel også, fordi man er dygtig i det job, hvor indflydelsen ligger. Indflydelsen kræver, siger Lautrup-Larsen, både at man har sine argumenter i orden, og at man forstår at kommunikere dem ud, så folk de bliver forstået. Altså en vis portion talegaver og et vist engagement. Man skal kunne overbevise folk om, at man har den rigtige holdning til problemerne og også den bedste løsning på dem. Man skal altså umiddelbart signalere, at man ved, hvad man taler om. Man kan kalde det for faglig selvtillid. - Et krav, som den rå magt, som jeg ser det, ikke nødvendigvis stiller. Men ét er magt. Noget andet er, om vi synes, det er i orden, at den ligger, hvor den ligger? Eller er det andre, vi peger på, når det kommer til følelser? Til respekt? Det viser anden del af undersøgelsen, som bringes næste weekend.