Lokalpolitik

- Indfør byggepligt på havneområder

Marian Geller (V) er bange for udviklingen i små havnebyer

Når kommunen sælger en grund som denne på havnen i Hals, bør man kræve, at køberen bygger på den inden for et vist tidsrum, mener Mariann Geller (V). Foto: Lars Pauli

Når kommunen sælger en grund som denne på havnen i Hals, bør man kræve, at køberen bygger på den inden for et vist tidsrum, mener Mariann Geller (V). Foto: Lars Pauli

- Skal vi ikke have en lige så smuk havn ude hos os i Hals, Hou og Nibe, som borgmester Henning G. Jensen har fået i Aalborg og i Nørresundby, hvor han bor? - Hvad ville han gøre, hvis nogen opkøbte arealer på Aalborgs havefront og bare lod dem ligge øde hen som brakmarker i årevis? Spørgsmålene bliver stillet af Venstres byrådsmedlem Marian Geller, og hun stiller dem som konsekvens af en konkret situation i Hals. Her har både hun og mange andre af områdets beboere længe været meget fortørnede over situationen på havnen, hvor en knap 2200 kvadratmeter stor grund for to år siden blev solgt af kommunen. Grunden ligger fortsat ubebygget hen, og den er en skamplet på havnemiljøet, mener Marian Geller. - Jeg ved godt, at vi ikke kan indføre byggepligt med tilbagevirkende kraft for lige dén grund - det er bare ærgerligt, at det ikke skete, da den blev solgt. Men for at undgå lignende situationer i fremtiden skal der ændres på proceduren, når kommunen sælger arealer på havneområderne. Det skal stå i salgsaftalen, at køber har pligt til at bygge på grunden inden for et vist tidsrum, siger Venstre-politikeren med direkte adresse til borgmesteren. På borgmesterkontoret afviser Henning G. Jensen (S) at tage konkret stilling til Venstre-politikerens forslag, så længe det ikke er stillet i politisk regi. - Ingen mening nu - Sådan et forslag må hun fremsætte i teknik- og miljøudvalget, det er altid et byrådsmedlems ret. Jeg har ikke en mening før da - men gør hun det, skal jeg nok have en mening om det, når det kommer. Jeg er ikke forudindtaget, siger borgmesteren. - Jeg er enig i, at det er ærgerligt, at den grund på havnen i Hals ikke er bebygget endnu. Men den er solgt på helt almindelig vis, og hvis nogen i byrådet har en mening om, at det skulle den ikke have været, så skulle de have sagt det dengang, understreger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst