Indgav falsk anmeldelse

En 39-årig mand fra Tårs har fået en behandlingsdom for en falsk anmeldelse om indbrud

Arkivfoto: Bente Poder
Tårs 7. januar 2016 11:07

TÅRS: En 39-årig mand fra Tårs er blevet dømt til psykiatrisk behandling i fem år for en falsk anmeldelse om indbrud.

Tilbage i oktober 2014 anmeldte den 39-årige et indbrud i eget hjem til Nordjyllands Politi. Han fortalte at der var blevet stjålet to Iphones, to tablets, to bærbare computere og en pengekasse med et sted mellem 30.000 og 40.000 kroner.

Men da politiet kom ud på stedet, begyndte de at tvivle på, om den 39-årige talte sandt.

- Hans forklaring virkede ikke troværdig. Indbrudsmetoden var urealistisk, én af de stjålne telefoner blev fundet i haven, pludselig kom samleveren hjem med en telefon og en bærbar computer, og den 39-årige virkede nervøs og alkoholpåvirket, og derfor valgte betjentene allerede dér at sigte manden for falsk anmeldelse, forklarer anklager Thomas Mikkelsen fra Nordjyllands Politi.

I Retten i Hjørring kunne manden fra Tårs intet huske fra hændelsen.

Én mentalundersøgelse af den 39-årige konkluderede, at han ikke var egnet til almindelig straf. Anklagemyndigheden gik derfor efter fem års ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, der sammen med en læge kan beslutte om den dømte undervejs i afsoningen skal indlægges.

Retten valgte at følge anklagemyndighedens påstand om straf.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...