Kultur

Indhold til Det Musiske Hus

: - Indholdstænkning vigtig, så Kulturøen samler aktiviteter, siger kulturchef

FREDERIKSHAVN:Som bekendt er det ikke gjort med en facade, hvis der hverken er substans eller indhold bag det smukke ydre - således også med hensyn til Det Musiske Hus, der i disse dage netop er ved at tage form på Rådhusøen. Næste skridt på vejen til en Kulturø i centrum af Frederikshavn er derfor at få fyldt substans og indhold ind i skallen - nemlig - kultur - i alle ordets betydninger. Det gamle kulturudvalg havde allerede lagt grunden til indholdstænkningen - nu er det det ny kulturudvalg der, i samarbejde med kultur- og fritidsforvaltningen og Frederikshavn Kommunes andre Kulturhuse, Colosseum, Maskinhallen og Skolegade, er i gang med at få udarbejdet idéer til idékalenderen. - Nu skal vi i gang med at kigge på alle de visioner, der ligger omkring Det Musiske Hus. Og samtidig skal vi finde praktiske måder at styre et stort hus på, siger Kultur- og Fritidschef Jakob Dalsgaard. Det Musiske Hus skal helst rumme de fleste former for udtrykt kultur - og erhvervslivet bliver inviteret med til idébordet. - Vi vil gerne i dialog med alle - bl.a. erhvervslivet om, hvad man kan foretage sig i Det Musiske Hus. Måske har man hér specielle ønsker til en international kunstner, eller måske vil man holde kongres eller konference. Kulturen og erhvervslivet skal ind i en spændende dialog - det er invitationen til et samarbejde. Og det er nyt land, vi bevæger os ud i, med en sådan alliance, men der skal simpelt hen blive mere spændende at bo i Frederikshavn Kommune - og dét kan Det Musiske Hus bidrage til, siger Jakob Dalsgaard.