Indianer-indtog på Bødkergården

Børnehavebørn fra hele kommunen morede sig sammen

Sæby 5. september 2002 08:00

ØSTERVRÅ:Børnehavebørn fra Sæby Kommune hyggede sig i går sammen på daginstitutionen Bødkergården i Østervrå. De havde alle tiders dag sammen. Børnehavebørnene havde det meste af dagen sat hinanden i stævne til den årlige institutionsdag. Under det fælles tema "Indianere" havde de nogle rigtige hyggelige timer sammen. En kæmpe flok indianere indtog om formiddagen Bødkergården. Heldigvis var det nogle meget fredelige stammer, der var på spil, så det kom slet ikke til uroligheder. I stedet hyggede de mange børn sig i det gode vejr, hvor der blev rig lejlighed til at prøve de mange udendørs faciliteter af. På byggelegepladsen blev der savet, hamret, tømret og malet på livet løs. Ud af anstrengelserne kom de flotteste totempæle. I bålhytten kunne børnene lave sig et snobrød eller riste en pølse over bålet, mens de sad og hyggede sig med hinanden, bl.a. med sang og musik. Ind imellem blev der tid til at få en rolig ridetur på den flok ponyer, der i dagens anledning gæstede Bødkergården. En rigtig indianer er selvfølgelig i krigsmaling og har de dertil hørende redskaber og tøj. Så det blev der også taget hånd om. Mange af deltagerne kunne således drage hjem med hele udstyret i orden. Næste onsdag er det børnene fra kommunens fritidshjem og klubber, der holder institutionsdag. Den holdes på Fritidsgården St. Toftelund i Sæby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...