Musik

Indianerlejr med musik i

NIBE: Hvert år er Nibe Volleyballklub på plads under løvtæppet i Skalskoven for at give børnene en anderledes oplevelse. Eventyrland, kalder de indianerlejren, der allerede torsdag middag summede af liv skabt af børn, der gravede efter guld, tog ture i tovbanen, et hvil i hængekøjen, eller gik musikvejen sammen med Palle Vang, Dorthe Winther Sloth og Ole Sloth, der som Nibe Musikskoles repræsentanter etablerede lejlighedsbands af de tilstedeværende børn. Og det blev der meget sjov ud af på utraditionelle instrumenter og med sjove rytmer, der smeltede fint sammen med festivalpladsen konstante lydkulisse. - Vi har i flere år tænkt på at deltage i festivalen på en eller anden måde, men først i år er det blevet til noget, og jeg synes, det tegner rigtig godt, sagde musikskolens daglige leder Palle Vang, da vi torsdag traf ham i lejren i færd med at få et orkester op at køre. - Måske giver vi koncert på pladsen eller etablere et rytmisk optog gennem festivalpladsen, men det må tiden vise, slutter en meget glad musikskoleleder, der måske har den bagtanke at lokke elever til. Og det kan ingen midt under Nordjyllands største musikfestival i Nibe næppe have indvendinger imod. Lejren ledes som nævnt af Nibe Volleyballklub, hvis frivillige er iført rigtig indianerbeklædning og færdes hjemvant mellem de opstillede teepees, der gør sig flot i alt det grønne og skaber sjove gemmesteder for børnene. fle-mø