Udland

Indien henretter den sidste Mumbai-terrorist

En af geværmændene bag massakren på 166 personer i et koordineret tredagesangreb på Mumbai er blevet hængt.

Indien henretter den sidste Mumbai-terrorist

Den eneste overlevende terrorist bag det voldsomme angreb på Mumbai i 2008, Mohammad Ajmal Kasab, er blevet hængt i et indisk fængsel, lyder det fra landets myndigheder.

Pakistansk-fødte Kasab var en ud af 10 mænd, der i en række koordinerede angreb i millionbyen over tre dage dræbte i alt 166 mennesker. Under angrebet holdt de blandt andet flere hundrede mennesker som gidsler på luksushotellet Trident-Oberoi.

- Hans henrettelse er en passende anerkendelse af ofrene for Mumbai-angrebene, siger R.R. Patil, der er indenrigsminister i staten Maharashta, hvor henrettelsen fandt sted.

Kasab modtog sin dødsdom i 2010, men for bare en måned siden blev en appel om at skåne hans liv afvist. Han var gået hele vejen til højesteret, hvor han havde argumenteret, at retssagen mod ham ikke var fair.

Under retssagen afviste han først sin skyld. Men siden gik han til erkendelse og sagde, at han ganske rigtigt havde medvirket i terrorangrebet, der blandt andet ramte hotellerne Taj Mahal og Trident-Oberoi.

Han erkendte også, at det var ham, der med en AK-47 i hånden var blevet optaget på et overvågningsbånd på Mumbais banegård.

Det tre dage lange terrorangreb, der begyndte 26. november 2008, talte også angreb på netop banegården, en restaurant og et jødisk center. Både mange udlændinge, indiske forretningsfolk og fattige pendlere blev dræbt.

På den stærkt overfyldte banegård blev 60 personer skudt ned.

Hændelsen udløste nye og stærke spændinger mellem Indien og nabolandet Pakistan. Indien sagde, at styret i Islamabad havde ladet terrorgruppen Lashkar-e-Taiba planlægge de voldsomme angreb, mens den har opholdt sig i netop Pakistan.

Konkret betød det også, at Indien valgte at forlade de indisk-pakistanske fredsforhandlinger, som ellers havde stået på i fem år.

Henrettelsen er Indiens første siden 2004.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst