Udland

Indien leder nu også efter forsvundet passagerfly

Den indiske regering siger, at den har sendt tre skibe og tre fly for at lede efter malaysisk passagerfly.

Indien deltager nu i eftersøgningen af et passagerfly fra Malaysia Airlines, der forsvandt på mystisk vis for en uge siden på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Den indiske regering har fredag sendt tre skibe og tre fly af sted for at lede efter det savnede fly, som havde 239 mennesker om bord.

Skibene og flyene er sendt ud i Andamanerhavet, som er en del af af Den Bengalske Bugt. Det siger en regeringstalsmand, og det kunne godt tyde på, at eftersøgningen er blevet udvidet mod vest mod Det Indiske Ocean.

Det er dog endnu ikke bekræftet fra de malaysiske myndigheder, som holder deres daglige pressemøde om sagen senere fredag.

Det malaysiske passagerfly var på vej til den kinesiske hovedstad Beijing, da det forsvandt - netop som det fløj ind i vietnamesisk luftrum. Ifølge nyhedsbureauet AP har Vietnam nedgraderet sin eftersøgningsindsats fredag.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.