Indien og Kina aftaler at afslutte grænsestrid

Verdens to mest folkerige nationer er blevet enige om at deeskalere situationen ved deres fælles grænse.

Indiske soldater viser deres respekt til en afdød kollega, der mistede livet under grænsekonflikten mellem Kina og Indien. (Arkivfoto)

Indiske soldater viser deres respekt til en afdød kollega, der mistede livet under grænsekonflikten mellem Kina og Indien. (Arkivfoto)

MOSKVA:Indien og Kina er blevet enige om at afslutte uenigheder ved landenes fælles grænse i Himalaya.

Det oplyser begge landes udenrigsministre i en fælles meddelelse fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De to nationer er også blevet enige om, at tropper fra begge lande hurtigt skal trække sig fra grænsen.

Indiens udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishanka, og Kinas udenrigsminister, Wang Yi, mødtes torsdag i Moskva i forbindelse med en konference for at finde en afslutning på den månedlange strid.

Konflikten ved grænsen er den mest alvorlige mellem landene i årtier. Den har indtil nu kostet mindst 20 personer livet.

- De to udenrigsministre er enige om, at den nuværende situation i grænseområderne ikke er i nogen af parternes interesse.

- De har derfor aftalt, at begge siders tropper ved grænsen skal fortsætte dialogen, trække sig hurtigt, overholde en ordentlig distance og mindske spændingerne, lyder det i meddelelsen.

Så sent som i denne uge beskyldte de to atombevæbnede naboer hinanden for at affyre skud ind over grænsen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge AFP har begge lande udstationeret titusindvis af tropper ved grænsen, der ligger i mere end 4000 meters højde.

Gennem hele konflikten har både Indien og Kina sendt lignende meldinger ud, hvor landene har opfordret til beherskelse og til at nedtrappe spændingerne.

Grænseområdet mellem de to nationer er aldrig blevet ordentligt afmærket.

Landene udkæmpede en kort krig om grænsen i 1962, men officielt er der ikke blevet affyret skud i området siden 1975, skriver AFP. Dengang blev fire indiske soldater dræbt i et baghold.

Den aktuelle konflikt er blevet udløst ved, at Indien bygger veje og landingsbaner til fly i området.

Det fik i august det kinesiske militær til at beskylde Indien for "grove krænkelser af Kinas territoriale suverænitet".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.