Indien vil have 300 millioner vaccinerede først i august

Flere vaccinekandidater kan blive nødgodkendt af Indiens lægemiddelagentur inden for "de kommende uger".

En kommunalarbejder desinficerer et slumområde i Kolkata i kampen mod covid-19 pandemien. Indien gør nu klar til at indlede covid-19 vaccinationer i januar, siger embedsmænd i landets sundhedsministerium til BBC.

En kommunalarbejder desinficerer et slumområde i Kolkata i kampen mod covid-19 pandemien. Indien gør nu klar til at indlede covid-19 vaccinationer i januar, siger embedsmænd i landets sundhedsministerium til BBC.

NEW DELHI: Indien gør klar til at indlede covid-19-vaccinationer i januar. Det siger embedsmænd i landets sundhedsministerium til mediet BBC.

Vaccinationsprogrammet har som mål, at 300 millioner af landets op mod 1,4 milliarder indbyggere skal være vaccineret i begyndelsen af august. Indien har registeret op mod 10 millioner smittetilfælde.

Embedsmændene, der ønsker at være anonyme, siger, at der er flere vaccinekandidater, som kan blive nødgodkendt af landets lægemiddelagentur. Det kan ske "inden for de kommende uger".

To medicinalselskaber har allerede bedt om godkendelse, mens seks andre fortsat er i gang med kliniske test.

Der er registreret over 144.000 cororelaterede dødsfald i landet indtil nu. Vaccinationsprogrammet vil blive gennemført som planlagt, selv om der er klare tegn på, at smitteudbredelsen er aftagende.

Indien registrerede yderligere 22.890 nye smittetilfælde fredag, hvorved Indien lørdag ventes at nå op over 10 millioner smittede. Indien har i absolutte tal næstflest smittede - efter USA.

Den ene af de to vacciner, som er tæt på godkendelse, er Covishield fra Indiens Serum Institut, der har et partnerskab med det britiske selskab AstraZeneca. Den anden vaccine er Covaxin, som udvikles af Bharat Biotech i et samarbejde med Indiens Råd for Medicinsk Forskning, ICMR.

De kilder, som udtaler sig til BBC, afviser medierapporter om, at Indien har booket millioner af vaccinedoser fra forskellige af verdens producenter. De siger, at myndighederne er tilfredse med de lagre, som er i landet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.