Indiens landmænd afslutter maratonstrejke mod reformer
Protestaktion i Indiens hovedstad, New Delhi, der har varet et år, er slut efter indrømmelser fra regeringen.

Farmers celebrate after protests were called off at Delhi-Haryana border Anushree Fadnavis/Reuters
Landmænd i Indien afsluttede torsdag en et år lang protestaktion i hovedstaden New Delhi, hvor tusindvis af mennesker har ligget i lejre ved storbyens udfaldsveje for at protestere mod regeringens omstridte landbrugsreformer.
Strejken er afsluttet, fordi premierminister Narendra Modi har lovet at ændre flere love og stille prisgarantier for alle produktet - ikke kun ris og hvede.
Landmændene har beskyldt regeringen for at føre en politik, som ville medføre, at store virksomheder, koncerner og organisationer gradvist ville overtage hele sektoren.
- Vi er begyndt at pakke sammen, siger Darshan Pal fra landmændenes store faglige organisation Samyukta Kisan Morcha, som består af 40 fagforeninger.
Lovene, som regeringen først fremsatte i september 2020, åbnede for, at landmænd sælger direkte til grossister uden at skulle gennem et statsreguleret marked.
Regeringen påstod, at det ville give landmændene mulighed for at få bedre priser. Men landmændene har fastholdt, at det modsatte er tilfældet, fordi de ikke har den samme styrke i prisforhandlingerne længere.
Op mod to tredjedele af Indiens befolkning på 1,3 milliarder mennesker er økonomisk afhængige af landbruget, og der har været stor opbakning til demonstrationerne.
Den udbredte modstand er et stadigt stigende politisk problem for Narendra Modi og hans hindunationalistiske regeringsparti, BJP. Der er lokalvalg i den folkerige delstat Uttar Pradesh i starten af 2022, og med en åben konflikt med landbruget ville det blive svært for BJP at fastholde magten.Flere landbrugsfagforeninger havde opfordret folk til at stemme imod Modi og hans parti.
Til en demonstration i begyndelsen af september i år var 500.000 landmænd mødt frem, vurderede politiet i byen Muzaffarnagar, hvor demonstrationen fandt sted. Det er den hidtil største demonstration. Den fandt sted i landets mest folkerige delstat, Uttar Pradesh, der er stærkt præget af landbrug.
Landbruget udgør generelt en stor del af den indiske økonomi. Omkring 15 procent af Indiens bnp på knap 17.700 milliarder kroner kommer fra landbrug.
/ritzau/AFP