Indiens tigre taber kampmod krybskytter

De indiske myndigheder og naturfredningsfolk kan ikke standse krybskytter, der er efter tigre. Tigrene på vej mod udryddelse

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Uden Kinas hjælp vil det ikke være muligt at redde den indiske tiger fra udryddelse. Krybskytter forgifter tigrene og sælger skind og andre dele i Kina. Arkivfoto: Grete Dahl

På en rutinepatrulje i den enorme jungle i det centrale højland i Indien i april stødte rangere på et grufuldt syn. Fluerne sværmede ved et buskads, hvor der lå en død tiger. Sammen med skovens andre dyr, havde fluerne reduceret det før så stolte dyr til et hult lig. - Krybskytter forgiftede dyret, men de kunne ikke bære det, fortæller Khageshwar Nayak, leder af Kanha Tigerreservatet i den indiske delstat Madya Pradesh. Nayak har i tre årtier arbejdet for de indiske skovmyndigheder, men han har nu erkendt, at krybskytters drab på tigre ikke lader sig stoppe. - Selv hvis vi bruger tusind forskellige strategier, så kan vi ikke stoppe det. Vi kan ikke reducere drabene til nul, siger han midt i reservatet, der i øjeblikket er hjem for 129 tigre. Naturfredningsfolk siger, at Indien, hvor over halvdelen af alle tigre lever, taber kampen for at redde det store kattedyr. - Krybskytteri er hovedårsagen til, at vi mister tigeren. Med det nuværende tempo vil vi om 20 til 50 år ikke have flere tigre, siger Rahul Kaul, direktør for naturfonden Wildlife Trust of India. Under 10 pct. tilbage For omkring 100 år siden var der omkring 40.000 tigre i Indien. Men årtiers jagt, ofte med kongelige og andre fornemme personer som deltagere, og så krybskytternes tigerdrab er antallet af tigre i Indien nu nede på omkring 3700. Nogle naturfredningsfolk sætter tallet til 2000. Ifølge tal fra de indiske myndigheder dræbte krybskytter i perioden fra 1999 og 2003 114 tigre. I samme periode døde 59 tigre en naturlig død. I 2005 alene dræbte krybskytter 43 tigre, i 2004 blev der rapporteret om krybskytte-drab på 34 tigre. Rangere i skovene siger, at tallet meget vel kan være højere. - Det er muligt, at der bliver dræbt tigre, som fjernes, uden at vi får det at vide. Mit gæt er, at for hver gang vi får kendskab til to dræbte tigre, så er der to andre, vi ikke hører om, siger Kayab. Noget af det, der er mest bekymrende, er, at Kanha-reservatet regnes for et af de mest sikre områder for tigrene. Men for nylig blev fire tigre fundet døde i reservatet - to af dem var forgiftet. I et andet vildtreservat forsvandt der i købet af et år mellem 16 og 18 tigre, og det fik centralregeringen i New Delhi til at slå alarm. En kommission blev nedsat og anbefalede bl.a., at tusindvis af landsbybeboere i Indiens 28 tigerreservater skulle flyttes. Udnytter fattigdommen Anbefalingen hænger sammen med, at krybskytter og smuglere af tigre og elefanter udnytter den omfattende fattigdom, der er i landsbyerne, og betaler beboerne for at holde sig på krybskytternes side. Myndighederne har så forsøgt at forklare landsbyerne, at det er vigtigt at bevare dyrene, men det har ikke hjulpet særlig meget. Ifølge reservaterne er den foretrukne metode til at dræbe tigrene en farlig cocktail af gift, der lægges i et stykke kød i et område, hvor der er tigre. Senere vender krybskytterne tilbage og flår den døde tiger og forsvinder med skind, og hvad de ellers mener, de kan bruge fra liget af den store kat. Reservaternes vagter må overvejende klare sig med ældre rifler og nogle gange blot kæppe. Kun et reservat har fået installeret elektronisk overvågning. Umuligt uden Kina De indiske myndigheder siger, at det er umuligt at bevare tigeren, hvis der ikke kommer hjælp fra Kina, der er det største marked for tigerskind og såkaldt medicin, der laves på tigerknogler. - Kinas hjælp er vital. Der er ikke noget marked for tigerdele i Indien. Men på den anden side af grænsen er der et enormt marked. De kan hjælpe med at inddæmme dette marked, siger Rajesh Gopal, der leder det statslige Projekt Tiger i Indien. I 1995 indgik Indien og Kina en aftale, der sigter på at bevare tigeren, men eksperter siger, at denne aftale ikke har været til meget hjælp. /ritzau/Reuters