Udland

Indisk voldtægtsoffer hædret med amerikansk kvindepris

23-årig kvinde døde i december efter en grusom forbrydelse i Indiens hovedstad. Nu bliver hun hyldet i USA.

Indisk voldtægtsoffer hædret med amerikansk kvindepris

Den unge indiske kvinde, som sidste år døde efter en brutal gruppevoldtægt i New Delhi, er fredag blevet hædret på kvindernes internationale kampdag.

Sammen med otte andre er hun blevet tildelt den årlige amerikanske pris - International Women of Courage Award.

- Hendes mod inspirerer millioner af mænd og kvinder til at stå sammen om et simpelt budskab: Nu er det nok, siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, da han deltog i den ceremoni, hvor kvinderne blev hædret.

Kerry læste et brev op, der var skrevet af den afdøde kvindes forældre:

- Mens hendes død var forfærdelig, bibringer hendes sag styrke til alle kvinder til at kæmpe og forbedre systemet. Kvinder i Indien og i resten af verden nægter at blive stigmatiseret og vil ikke tie stille længere, lyder det blandt andet i brevet.

Voldtægten af den 23-årig kvinde, hvis navn af juridiske grunde ikke må offentliggøres, fandt sted 16. december i den indiske hovedstad, New Delhi.

Hun var på vej hjem fra biografen med sin forlovede, da de blev lokket ind i en bus, som de troede ville bringe dem hjem. Men køreturen udviklede sig til et mareridt.

Kvinden blev gruppevoldtaget og mishandlet seksuelt med et jernrør af seks berusede mænd, og kæresten fik tæsk og holdt fast, inden de begge blev smidt af den kørende bus.

Kvinden døde cirka to uger efter af sine kvæstelser på et hospital i Singapore.

Sagen udløste protester flere steder i det folkerige land, hvor voldtægter i snit finder sted hver 20. minut. New Delhi har fået tilnavnet "voldtægtsbyen" på grund af de mange seksuelle forbrydelser mod kvinder.

Seks mænd er anholdt i sagen - fem risikerer dødsstraf, mens den sjettes sag kører ved en særlig ungdomsdomstol, da han kun er 17 år. Anklagemyndigheden mener at have stærke beviser i sagen - blandt andet dna-spor.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.