EMNER

Individuelle løsninger er blevet mangelvare

VELFÆRD:Vi siger, at vi bor i velfærds-Danmark, at vi er så heldige, at vi alle har det så godt og ikke har noget at brokke os over. Men hvad med de 10.000-15.000 hjemløse, der har mistet deres arbejde og ikke længere kan betale husleje, eller dem der af en eller anden grund er kommet ud i misbrug, eller hvad med de kvinder, der bliver nødt til at at forlade deres hjem på grund af voldelige ægtemænd? Og tror du også, at de 250.000 alkoholikere med et forbrug i farezonen, hvoraf de 500 har været indlagt, synes de er heldige? Og de 9000 narkomaner, hvoraf en stor del af dem er sindslidende, og de 8000 piger og kvinder, der hver dag lader sig prostituere for at tjene penge. Har de ikke noget at brokke sig over? Skal alle disse mennesker ikke tælles med, når vi snakker velfærds-Danmark? Nej, det skal de ikke, for de er en skamplet på det sociale Danmarkskort, og det er en skam for en borgmester at have hjemløse i sin kommune. Og hvorfor gør han ikke noget ved det? De bliver gemt væk, og der bliver fortsat ikke gjort noget, udover at man prøver at få de hjemløse med i en masse aktivering, som slet ikke interesserer dem, og som kun får dem til at føle sig mindreværdige, og det bruger kommunen måske 100.000-vis af kroner på, hvor problemet måske kunne være løst bare ved at Iytte til klienten selv, den person, det hele drejer sig om. Ja, logik er der ikke meget af i det her system. Jeg tror, at hvis der bare i kommunen var ansat mennesker, og ikke maskiner, ville det hele gå meget bedre. Eller som en hjemløs mand fra filmen "Den nye fattigdom" udtalte: Individuelle løsninger er en mangelvare i systemet.