Indkøbscenter skyder i vejret

Forsinkelse er indhentet, og midt i november når J.P. Jacobsen-centret fuld højde

Morten Kyndby Holm
I næste uge kommer der låg på parkeringskælderen under den tidligere J.P. Jacobsens Plads, hvorefter indkøbscentret i løbet af få uger vil skyde i vejret. Foto: Klaus Madsen
Naturvidenskab 26. september 2007 21:06

THISTED: Den tidligere J.P. Jacobsens Plads er stadig kun et hul i jorden. Men der går ikke mere end fem-seks uger, før det kommende indkøbscenter er oppe i fuld højde. Samtidig går nedbrydningsfirmaet Brdr. Nielsen i gang med at rive den tidligere bankbygning ved Store Torv ned. De fem forretninger, som i dag har til huse i bygningen, flytter i løbet af oktober ud i pavilloner på Store Torv, hvorefter nedrivningen af bygningen går i gang omkring 1. november. Det er afsat fem uger til dette arbejde, og hvis den tidsplan holder, vil bygningen altså være væk i begyndelse af december. Men allerede på det tidspunkt vil første etape af centerbyggeriet være oppe i knap de 16 meter, der bliver højden langs Storegade. Den del af indkøbscentret, som skal ligge dér, hvor bankbygningen i dag ligger, vil først blive opført i løbet af foråret. Denne fremgangsmåde er valgt, selv om de to dele af byggeriet i sidste ende skal være et sammenhængende hele. - Når bankbygningen er væk, skal vi igennem den samme proces en gang til med udgravning til parkeringskælder og etablering af spunsvægge, fortæller Lars Raabjerg Didriksen. Hele projektet blev i sommer forsinket i cirka fire uger, fordi det viste sig nødvendigt at forankre spunsvæggene dybere nede i undergrunden end først antaget. Men den erfaring rigere venter MT Højgaard nu at kunne undgå yderligere forsinkelser. Tværtimod er det forsømte ikke alene blevet indhentet. Byggeriet er nu cirka en uge foran tidsplanen. Ved Toldbodgade har den 49 meter høje byggekran allerede i et stykke tid været på plads. Med en arbejdsradius på op til 75 meter er krantypen faktisk den største i Danmark - magen til dem, der var i brug ved byggeriet af DR-Byen. Men trods den lange kran-arm skal der rejses endnu en kran på byggepladsen midt i Thisted. Den kommer op at stå ved Store Torv, når bankbygningen er revet ned, fortæller Lars Raabjerg Didriksen. Han har i øvrigt snart sin sidste arbejdsdag som projektchef for byggeriet. Pr. 1. oktober har Lars Raabjerg Didriksen fået nyt job som afdelingschef hos konkurrenten Carl Bro i Aalborg. J.P. Jacobsen-centret, med Føtex, Hennes & Mauritz og et antal specialbutikker, skal efter planen åbne 15. oktober 2008.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...