Indkøbsfærge lægger vejen omkring Skagen

Svensk rederi vil sejle nordmænd til stort indkøbscenter i Bohuslän og lægge vejen omkring Skagen

SKAGEN:Skagen Havn er nu atter i søgelyset som færgehavn. Det er denne gang et svensk rederi under Orvelin Group A/S, som blandt andet ejer et meget stort indkøbscenter i Nordby ved Strömstad i Bohuslän, der står bag færgeplanerne. Direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn, bekræfter, at Skagen Havn er inde i billedet som en af tre havne, færgen skal anløbe. De to andre, og de primære havne, er Frederikstad i Norge og Strömstad, tæt på Nordby, i Sverige. Færgeruten er primært tænkt som en forbindelse, der skal gøre det lettere for nordmænd at tage på indkøbsture til Sverige og butikscentret i Nordby. Desuden satser man på, at der vil kunne være en ganske stor omsætning i en butik, som indrettes på færgen. Snart kontrakt Willy B. Hansen oplyser, at der endnu ikke er underskrevet en kontrakt med rederiet bag den nye færgerute, men det vil ske i løbet af kort tid. Willy B. Hansen venter, at færgen kommer på et prøveanløb i Skagen Havn i sidste halvdel af januar. Den skal i første omgang lægge til ved Toldpieren, som også har været kaj for de fleste af de færger, som tidligere har besejlet Skagen Havn. Hvis det viser sig, at konceptet bag færgeplanerne er holdbart, så færgen kommer til Skagen et godt stykke ud i fremtiden, er det sandsynligt, at der bliver lavet anløbsplads til den ved den nye kaj, som bygges for enden af havneudvidelsen. Herfra vil der let kunne arrangeres busture for passagererne til Skagen midtby, så også forretningerne i Skagen kan få glæde af de norske og måske svenske indkøbsrejsende. Som planerne er netop nu, vil færge ligge i havn i Skagen i fire timer. Der er endnu ikke lagt mere detaljerede fartplaner for færgeruten, men overfor Skagen Havn er det oplyst, at rederiet satser på, at færgen får et enkelt anløb om ugen i Skagen udenfor turistsæsonen og at de toptrappes til fem anløb om ugen i højsæsonen. Græsk færge Orvelin Group A/S har købt en 71 meter lang færge, som hidtil har sejlet i det græske øhav, til den nye færgerute. Færgen ligger nu i den norske by Kålvik ved Frederikstad. Inden den tages i brug skal den klargøres til konceptet for den nye rute. Det vil blandt andet sige, at der skal indrettes en stor butik om bord. Desuden skal der installeres elevator om bord, og færgen skal males. Færgen er bygget på et græsk værft i 2001, og den har en dødvægt på 600 ton. Den er, som nævnt, 71 meter lang, og den er 15 meter bred. Den drives af to Cummins dieselsmotorer, og den har en marchhastighed på 17 knob. Der er plads til 400 passagerer, 60 personbiler og to - tre busser om bord. Færgen hed, ifølge hjemmesiden www. faktaomfartyg.se, oprindelig Agios Andreas II. Det blev i 2005 til Andreas II, og i forbindelse med, at Orvelin Group købte den i fjor, fik den navnet Mr. Shoppy One.